Mette Frederiksen og 12 ministre er gået i selvisolation
Statsminister Mette Frederiksen er gået i selvisolation og skal coronatestes, efter at det er blevet konstateret, at justitsminister Nick Hækkerup er smittet.
Det oplyser Statsministeriet ifølge Ritzau i en pressemeddelelse.
"Statsministeren deltog i et møde med justitsministeren fredag den 30. oktober 2020, hvor alle retningslinjer for afstand mv. blev fulgt. Statsministeren udviser pt. ingen symptomer på covid-19 og vil i videst muligt omfang fortsætte sit arbejde med virtuelle møder," lyder det i pressemeddelelsen.
Det er ikke kun Mette Frederiksen, som må blive hjemme de kommende dage.
I alt er 13 af regeringens 20 ministre i selvisolation.
Det drejer sig blandt andet om finansminister Nicolai Wammen, udenrigsminister Jeppe Kofod, social- og indenrigsminister Astrid Krag, sundhedsminister Magnus Heunicke, forsvarsminister Trine Bramsen og kulturminister Joy Mogensen.
jn