Fortsæt til indhold

Kommunaldirektør: Seks ansøgere valgt ud til første samtalerunde

Mandag møder ansættelsesudvalget første gang de seks udtagne kandidater til stillingen som ny kommunaldirektør i Syddjurs

Samfund
Lars Norman Thomsen

Onsdag eftermiddag mødtes det kæmpestore ansættelsesudvalg (se faktaboks) som skal anbefale en ny kommunaldirektør til Syddjurs Kommune fra årsskiftet.

På sidelinjen medvirkede repræsentanter fra konsulentfirmaet Genitor, som rådgivere. Genitor er hyret ind til at klare alle de administrative formalia som knytter sig til ansættelsen af en kommunal topleder.

Blandt 14 ansøgere pegede udvalget på seks kandidater, der allerede mandag skal, om ikke til det grønne bord, så forsøge at gøre deres hoser grønne overfor ansættelsesudvalget ved en timelang første ansættelsessamtale.

Borgmester Ole Bollesen (S) og formand for ansættelsesudvalget har en god fornemmelse for, at den kommende kommunaldirektør skal findes i det nuværende ansøgerfelt.

"Jeg synes, det tegner spændende, men som jeg har sagt før, er papir taknemmeligt. Det er tit det personlige indtryk af kandidaterne og måden, de tackler en ansættelsessamtale på, der flytter noget."

Fysisk møde

Ansættelsessamtalerne afholdes face-to-face i et stort lokale på rådhuset med god plads til at holde afstand og ikke sidde lårene af hinanden, forsikrer Ole Bollesen.

"Der var stemning for at gøre det sådan, men selvfølgelig i dyb respekt for Corona-restriktionerne."

Der gennemføres to samtalerunder – anden samtalerunde er programsat til onsdag 18. november.

Mellem de to samtalerunder gennemfører Genitor testforløb og indhenter referencer. En personlighedstest og en generel begavelsestest sågar.

Det forventes, at ansættelsesudvalget i forlængelse af anden samtalerunde indstiller en kandidat, så et samlet byråd kan konfirmere beslutningen på byrådsmødet 25. november.

Syddjurs Kommune har til dato haft to kommunaldirektører:

  • Nich Bendtsen, 64, (2006 - 2013), nuværende kommunaldirektør i Hvidovre Kommune. Nich Bendtsen var kommunaldirektør i Rosenholm Kommune, inden han tog over i Syddjurs. Hans baggrund var en uddannelse som cand.phil. i historie.
  • Jesper Hosbond Jensen, 50, (februar 2014 - juni 2020). Uddannet cand.scient.adm. fra Aalborg Universitet. Kom til Syddjurs fra en stilling som direktør hos Thisted Kommune for en ret så særegen forvaltningsenhed, Arbejdsmarkeds- og kulturforvaltningen.
  • Ifølge LinkedIn har Jesper Hosbond Jensen ikke fundet et ny job. Han skriver sig som: 'Vakant topchef med erfaring fra stat og kommuner.'

FAKTA

ANSÆTTELSESUDVALGET BESTÅR AF:

• Formand for ansættelsesudvalget, borgmester Ole Bollesen, Socialdemokratiet.

• Første viceborgmester, næstformand for Økonomiudvalget, Claus Wistoft, Venstre.

• Formand for Udvalget for Familie og Institutioner, medlem af Økonomiudvalget, Kirstine Bille, Socialistisk Folkeparti.

• Medlem af Økonomiudvalget, Michael Stegger Jensen, Socialdemokratiet.

• Medlem af Økonomiudvalget, Tommy Bøgehøj, Det Konservative Folkeparti.

• Medlem af Økonomiudvalget, Christoffer Pedersen, Venstre.

• Medlem af Økonomiudvalget, Jan Kjær Madsen, Radikale.

• Gruppeformand Laila Sortland, Dansk Folkeparti.

• Gruppeformand Mette Foged, Alternativet.

• Gruppeformand Jesper Yde Knudsen, Enhedslisten.

• Løsgænger Michael Mikkelsen.

• Konstitueret kommunaldirektør Poul Møller.

• Konstitueret direktør Thomas Møller Palner.

• Næstformand for HovedMED-udvalget, Kim Ager.

• HR-chef Heine Hauptmann Dyppel.