Mink på syv farme skal aflives
Norddjurs Kommune tilbyder hjælp til at få ansatte i nye job
NORDDJURS Regeneringsbeslutningen om, at alle danske mink skal aflives, får konsekvenser for syv minkfarme i Norddjurs Kommune. Borgmester Jan Petersen, (S), udtrykker medfølelse med avlerne, og kommunens Jobcenter er klar til at hjælpe de ansatte videre mod ny beskæftigelse.
November er normalt den måned, hvor danske mink aflives og pelses, men situationen i år er en helt anden. Onsdag 4. november meddelte statsminister Mette Frederiksen, (S), og sundhedsmyndighederne på et pressemøde, at alle mink i Danmark skal aflives hurtigst muligt. Det skyldes, at coronavirus har muteret i minkbesætninger i Nordjylland, og den nye variant af virus har spredt sig til mennesker. Aflivningen af minkene skal ske i et samarbejde mellem forsvaret, beredskabsstyrelsen og hjemmeværnet.
Syv farme tilbage
Minkavl har tidligere været et noget større erhverv i Norddjurs, men aktuelt er der syv minkfarme i kommunen - placeret i postnumrene Grenaa, Ørum, Auning og Glesborg.
"Aflivningen af mink er endnu en barsk konsekvens af coronavirus' indtog i Danmark. Beslutningen beror på sundhedsfaglige vurderinger, som jeg har respekt for, og samtidig er jeg bevidst om, at dette berører en hel branche og har store økonomiske og menneskelige konsekvenser. Jeg vil gerne udtrykke min dybe medfølelse med avlerne og deres medarbejdere, som nu rammes. Jobcenteret er klar til at hjælpe i denne vanskelige situation, bl.a. med at få de ansatte videre mod ny beskæftigelse," siger borgmester Jan Petersen.
Tiltaget om aflivning af alle mink i Danmark følges op af omfattende statslige hjælpepakker, kompensationer og erstatninger til de berørte minkavlere. Regeringen har også meldt ud, at den vil hjælpe relaterede virksomheder, for eksempel dyrlæger og fodercentraler.
Norddjurs Kommune afventer nu yderligere informationer om aflivningen af de lokale mink fra fødevaremyndighederne og andre involverede instanser.