Frisør donerer 10 procent
Hamid Abdo fra Frisør King donerer i næste uge 10 procent af omsætningen til gavn for julehjælpen i Favrskov
Indsamling Dansk Røde Kors i Favrskov og Lokalavisen Favrskov forsøger at nå dit hjerte.
Og det samme gør Hamid Abdo fra Frisør King i Hadsten.
I næste uge går 10 procent af omsætningen til støtte for julehjælpen i Favrskov.
Hamid kommer selv fra Syrien og ved godt hvad krig indebærer, fortæller han.
"Jeg er altid smilende og tager det hele i godt humør. Det er min måde at komme over det på. Men jeg syntes netop min historie har givet mig en pligt til at hjælpe andre, fordi jeg kan. Vi har det godt i Danmark uden krig og rædsel, så derfor vil jeg gerne hjælpe dem, der ikke har det så godt," fortæller Hamid Abdo, der sammen med konen Rukosh Abdo stadig klipper værdigt trængende folk gratis en torsdag i hver måned.
Han startede Frisør King på Østergade i Hadsten op i 2014 og han klager ikke, som han siger.
"Vi tjener godt og har travlt og det syntes jeg også skal komme dem der har det svært til gode."
Du kan også hjælpe
Vi kalder kampagnen 'Hjerte til Hjerte' og formålet de kommende måneder er at samle ind til Dansk Røde Kors' lokale arbejde med at hjælpe værdigt trængende familier. i Favrskov.
Vi vil skaffe penge nok til den årlige julehjælp, der hvert år giver omkring 180 familier fra vores område et tiltrængt løft i deres knap så søde juletid.
Du kan støtte direkte på Mobilepay med et valgfrit beløb via Mobilepay på nummer 171428.