Debat: Kup eller ej - jeg vil en anden vej
DEBAT Jeg var oprigtigt overrasket over at læse diverse artikler og læserbreve i avisen, der indeholdt både personangreb og urigtige beskyldninger fra enkelte medlemmer i det nuværende menighedsråd mod gospelkoret og provsten.
Beskyldninger som vi på liste 1 på ingen måde kan genkende os selv i. Jeg synes, det er trist, at enkelte medlemmer af det nuværende menighedsråd vælger at føre valgkamp på et sådant niveau. Hvor blev næstekærligheden mon af?
Jeg er medlem af Grenaa Gospelkor. Gennem koret har jeg oplevet stor glæde og en enorm fællesskabsfølelse, når vi sammen synger i kirken. Det har været fantastisk at opleve en fyldt kirke til vores koncerter, som har bragt glæde til mange mennesker via musikken. Det har været medvirkende til, at jeg har fået lyst til at engagere mig i det kommende menighedsråd.
Jeg værner om de kristne værdier og har et stort ønske om at involvere langt flere, særligt den yngre generation, i det kirkelige liv gennem fornyelse, innovativ tænkning og fællesskab. Jeg ønsker et menighedsråd, som er åbne for nye tiltag, som er villige til at tænke ud af boksen og som vil skabe en kirke, som er for alle. Jeg ønsker et menighedsråd, der vil arbejde for, at langt flere børn, unge og familier oplever et tilhørsforhold til kirken, bl.a. gennem musik og et bredt tilbud af aktiviteter.
Ligeledes ønsker jeg mig et menighedsråd, der vil anerkende den enorme indsats og de mange fantastiske kompetencer, som kirkens ansatte bidrager med hver eneste dag. Et menighedsråd, der har fokus på at skabe et arbejdsmiljø, hvor både menighedsrådsmedlemmer, præster og ansatte respekteres, trives og føler sig hørt.
Jeg mener, at ligeværdighed, samarbejde og respekt for hinandens forskelligheder, er hovedessensen i menighedsrådsarbejdet.
Så min opfordring er: lad næstekærligheden blomstre og kom og sæt dit kryds ved menighedsrådsvalget 17. november.