Præsteklumme: Om at finde vejen hjem

præsteklumme Mon ikke de fleste af os kender den populære serie af børnebøger med titlen 'Find Holger'? Der er ingen ord at læse, men til gengæld er der masser af farverige tegninger af store menneskehav. I dag ville man sige, at de mennesker står alt, alt for tæt sammen i det offentlige rum. Meningen er selvfølgelig den, at man skal finde Holger, en lidt splejset fyr med tophue og rød-og hvidstribet tøj. Der er kun én Holger på hvert billede, så man skal holde øjnene godt åbne, men finder man ham, er lykken gjort, hvis man ellers evner at lade barnet gøre opdagelsen selv.

Det kan være en rolig og næsten kontemplativ beskæftigelse, men forudsætningen er selvfølgelig, at Holger er der et eller andet sted. Hvis ikke, ville man famle i blinde, og legen ville stoppe af sig selv.

Måske kan I huske, at der for ni år siden var en lille dreng ved navn Holger, som blev væk fra sin mor og far i næsten 24 timer. Holger havde for vane at tage jakken af i tide og utide, og derfor havde hans mor givet ham jakken omvendt på, så lynlåsen var på ryggen. Det blev Holger så træt af, at han stak af, men han kom derved godt og grundigt på afveje i Tranum Klitplantage. Da forældrene til deres skræk ikke kunne finde ham, kontaktede de straks Nordjyllands Politi. En hær af frivillige eftersøgere blev hurtigt mobiliseret. Pressen fik også nys om affæren, og snart efter fulgte hele landet intenst med i jagten på lille Holger, som dengang kun var tre år.

Nu endte historien heldigvis godt. Holger blev fundet i god behold med jakken omvendt på. Siden voksede han op uden traumer. I dag har den 12-årige Holger det fint med at gå i skoven med familiens hund i snor. Men historien mindede nok mange danskere om, at når man ikke er større, så kan det være fatalt at gå sine egne veje.

Det kan det sådan set også som voksen. Vi kan også fare vild. Måske ikke i en skov, men så i livet. Vi kan miste retning og mening med det hele fra det ene øjeblik til det andet. Det kan skyldes vores eget oprør mod det, vi mener er en uretfærdig verden. Men også døden kan have den virkning på os, fordi den fratager os dem, vi naturligt så op til og orienterede os efter.

Det skal nu ikke slå os helt ud af kurs, for evnen til at elske tager de døde jo ikke med sig i graven. Den er hos os, ligesom også minderne bliver tilbage som små lysglimt, vi kan følge på vejen ud af mørket og ensomheden. I kirken fejrer vi Alle Helgens dag som en hjælp til dem, der nok sørger, men også leder efter noget at tro på og holde sig til. Ofte taler vi om den rummelige folkekirke og ønsker dermed at appellere til vores tolerance. Det kan jo være godt og smukt, men andre gange også for meget, for vi tror jo ikke på hvad som helst i kirken. Vi tror, at vi gennem dåben er blevet født på ny til et levende håb om, at livet ikke slutter, blot fordi vi dør. Der er andet og mere på den anden side. På den måde er kirken virkelig rummelig i den forstand, at den rummer både de levende og de døde. Kristeligt talt er de døde også "levende stene". Eller lige friske grene på det vintræ, som er Kristus. For ligesom kærligheden er i stand til at slå bro mellem mennesker, sådan kan den også slå bro over den afgrund, som døden lægger mellem os og vore kære. Og er der en bro, så er der også kontakt, en passage, en mulighed (kald det, hvad man vil), for den, der mindes og for den, der håber på et gensyn.