Fortsæt til indhold

Over 31.000 kroner fra Ebeltoft til afdelingen for kræftramte børn

Ribbenssandwich, sang og amerikansk lotteri betød, at en gruppe indsamlere i Ebeltoft kunne sende et klækkeligt beløb afsted til kræftramte børn på Skejby Sygehus

Samfund
Anette Bonde

indsamling "Jeg har snakket med en oversygeplejerske på børneafdelingen - hun blev glad."

Jens Bloch er i fuld gang med at få en god slat penge sendt afsted til Skejby Sygehus. Han har sammen med gruppen 'Pedersen, Pedersen, Pedersen, Bloch og Rossi' stået i spidsen for en privat indsamling til fordel for børneafdelingen for kræftramte børn.

Efter en vellykket indsamling i Ebeltoft med salg af ribbensandwich og amerikansk lotteri og donationer fra en privat fødselsdag kan de nu sende 31.256,50 kroner.

Gruppen har betinget sig, at pengene skal gå til adspredelse og underholdning til børnene.

Folk udefra kom også

Indsamlingen foregik på Sir Henry Bodega i Nedergade fredagene 23. og 30. oktober. Den første fredag blev der langet 80 ribbenssandwich ud til folk fra pølsevognen, der var blevet stillet op i dagens anledning.

Jens Bloch noterer med stor glæde, at folk der ikke var med i arrangementet, også kom og nød en sandwich.

Det var frivilligt, hvor meget man derefter lagde i indsamlingsbøssen for sin sandwich, men det gav alligevel cirka 6000 kroner til det gode formål.

Arrangementet var sponsoreret, så det var det fulde beløb for sandwichene, der nu kan sendes videre.

Desuden blev der solgt amerikansk lotteri med sponsorgaver fra byens handlende, og der var livemusik og sang ved den lokale crooner Allan Aabenhuus. Denne aften indbragte cirka 22.000 kroner.

Fødselsdagsgaver nej tak

Indsamlingen forsatte fredag 30 oktober, hvor den lokale restauratør på Sir Henry, Claus Sønder (Rossi), fyldte år. Han havde valgt at frasige sig gaver, og i stedet bad han om man ville donere penge til indsamlingen.

Samme aften blev der også solgt amerikansk lotteri, og beløbet denne aften nåede op på cirka 9.000 kroner.