Folketingsvalg: SF satser fortsat på ungersvend
Morten Siig Henriksen fik sin debut ved det seneste folketingsvalg i 2019 uden at blive valgt. Nu har SF genvalgt den unge statskundskabsstuderende til at gøre et nyt forsøg
'Einmal ist keinmal'.
Det gælder i mange af livets forhold, særdeleshed i politik, hvor der godt kan gå lang tid, før man kommer indenfor i de hellige haller.
Læs også: KV17: To ungersvende foreslår en årlig Ungerigsdag
SFs Morten Siig Henriksen, Hornslet, debuterede ved folketingsvalget Grundlovsdag i 2019, hvor det blev til 460 personlige stemmer.
Unge Siig Henriksen, der sidder med til højbords i Syddjurs Byråd, hvor han repræsenterer de lokale folkesocialister i Udvalget for Plan, Udvikling og Kultur, har ikke opgivet Christiansborg.
SFs medlemmer har således genvalgt ungersvenden på 23 somre til at gøre endnu et forsøg.
Læs også: FV 2019 - debat: SF ønsker at lave en ro-på-reform
"Morten er med sine 23 år en dejlig generationsfornyelse, og han har gode kontakter til uddannelsesmiljøet. Tidligere har Morten været med i ledelsen af DEMO-Rådet, der er de unges talerør overfor Syddjurs Kommune," roser lokalformand Ingrid Boldsen.
Læs også: Skal DEMO-rådet kunne stille forslag til byrådet?
Alene på Djursland
Sidste gang var Morten Siig Henriksen opstillet i Djurskredsen i Østjyllands Storkreds sammen med partifællen Aleksander Myrhøj, der har plads i Norddjurs Kommunalbestyrelse. Myrhøj scorede 1.191 personlige stemmer.
Denne gang bliver Morten Siig Henriksen, ifølge sin lokalformand, imidlertid den eneste SF kandidat fra Djursland, og dermed øges hans chancer væsentligt.
SF stiller op sideordnet i Østjylland og i øjeblikket foregår der en urafstemning i Storkredsen om rækkefølgen på stemmesedlen til et kommende folketingsvalg.
Morten Siig Henriksen læser til dagligt på Aarhus Universitet, politiker-uddannelsen, stud.scient.pol, som mange i det nuværende Folketing også har været forbi. Endvidere notabiliteter som afdøde Svend Auken, Bertel Haarder m.fl.