Fortsæt til indhold

Hornslet Skole er meget klogere til december

Syddjurs Byråd beslutter på årets sidste møde i december om de bliver de mindste eller de største børn, der skal over i en ny skole

Samfund
Lars Norman Thomsen

HORNSLET Syddjurs Byråd skal på årets sidste møde træffe en af de beslutninger, som mange, især Hornslet borgere, har en mening om.

Der er politisk enighed om, at Hornslet skal have en ny skole, som er klar til indflytning fra skoleårets start 2024/25.

To muligheder er i spil:

  • Scenarie 1: Model for ny indskoling – bygges i forbindelse med den nye natur-daginstitution på Rodskovvej
  • Scenarie 2: Model for ny udskoling – bygges i forbindelse med Hornslet Hallen

Formand for Udvalget for Familie og Institutioner Kirstine Bille (SF) vil ikke afsløre, hvad hun er kommet frem til at skulle mene, og om hun er blevet klogere efter det nyligt afholdte digitale borgermøde om netop en ny Hornslet Skole, der skal medvirke til at give mere rum og plads på den nuværende skole i midtbyen, hvor tilvæksten af nye børnefamilier til Hornslet er til at få øje på.

"Det er altid interessant at lytte til gode argumenter for den eller den anden model, og jeg føler også, at jeg er blevet bekræftet i, hvad jeg hælder til af løsning," siger Kirstine Bille.

"Men belært af erfaringerne fra tidligere, har jeg ikke lov til at udtale mig skråsikkert om en sag, som endnu ikke har været hverken på hverken udvalgets eller byrådets dagsorden. Så ingen kommentarer fra mig endnu. Det skal nok komme."

Kirstine Bille henviser til en tidligere byrådskollega, udvalgsformand for Natur, Teknik og Miljø Carsten Bech (B), som kom for skade at udtale sig skråsikkert om en verserende sag, der endnu ikke havde været på udvalgets dagsorden.

Kirstine Bille og resten af FI-udvalget endevender Hornslet Skole i december, når muligheder og økonomiske forudsætninger er lagt frem. Udvalget skal levere en indstilling til det efterfølgende byrådsmøde, og herefter starter hele svineriet, administrativt, juridisk og planmæssigt.

99 millioner

Byrådet har i de kommende års budgetter afsat 99 mio. frem til 2025 til et nyt skoletilbud i Hornslet.

Indtil da er der også afsat penge til ekstra pavilloner, hvis der bliver behov for det.

Hornslet Skole boomede efter sommerferien med 116 nye poder i 0. klasse. For nuværende bringer det skolens samlede elevtal op på 854. De fordeler sig således:

  • Indskoling (0.-3. årgang): 365
  • Mellemtrin (4.-6. årgang): 262
  • Udskoling (7.-9. årgang): 227
  • Kilde: Hornslet Skole

På Hornslet Skole deler man imidlertid eleverne op i fase 1 og fase 2. Førstnævnte er de yngste fra 0. til 5. årgang, sidstnævnte er de ældste fra 6. til 9. årgang.Så bliver billedet således:

  • Fase 1: 530
  • Fase 2: 324
  • Kilde: Hornslet Skole

I den debat, der nu følger om indskolingsskole kontra udskolingsskole, vil fokus fra Hornslet Skole være:

  • Indskolingsskole (0.-3. årgang): aktuelt 365 elever
  • Udskolingsskole (6.-9. årgang): aktuelt 324 elever