Vivild knækkede cancer med anderledes lysfestival
Corona og regn gjorde indsamling vanskelig, men alligevel blev et flot beløb indsamlet
Vivild Sammen, men hver for sig tændte borgerne i Vivild i år lys i den årlige Knæk Cancer-uge.
Sidste onsdag skulle der have været lysceremoni, men den druknede i regn, og derfor blev det besluttet at lægge valgmenighedspræst Sine Helbos tale op på Facebook, og der blev solgt lysposer, som lørdag kunne tændes under det store knæk cancer show hvor Vivild Knækker Cancer donerede penge.
Flot resultat
Genbrugsen Vivild og Allingåbro blomsterbutik sagde ja til at sælge lysposer fredag og lørdag samt Dagli Brugsen Vivild fortsatte med at sælge de knæk cancer net.
"Det har været en noget anderledes indsamling i år med en del begrænsninger i at forsamle sig, men alligevel kunne vi sende 30.000 kroner af sted. Vi håber på at kunne komme tilbage i kirken til lysceremonien næste år, da der er en helt speciel stemning, som kun en kirke kan give," lyder det fra arrangørerne bag Vivild Knækker Cancer.
I år har Knæk Cancer-dagen med boder, hygge, hjemmebag, stafet, loppemarked og været aflyst på grund af corona. Vivild Knækker Cancer håber på, at den næste år vender tilbage i en opgraderet udgave.