Den gamle journalisthøjskole rives ned - op skyder 319 ungdomsboliger
Nu er det besluttet, hvad der skal ske med den gamle uddannelsesinstitution på Olof Palmes Allé
"Bunkeren", som den gamle, grå journalisthøjskole på Olof Palmes Allé i Aarhus N er blevet kaldt, bliver til murbrokker.
Det er nu slået fast, fremgår det af en pressemeddelelse fra JCN Bolig, som Domis Ejendomsudvikling har hyret som totalentreprenør på et nyt projekt, der omfatter 319 ungdomsboliger.
Projektet har man valgt at kalde JOURNALISTEN.
"Der skal bygges ca. 5.000 boliger i Aarhus om året hvoraf en stor del er ungdomsboliger, så det marked er ikke udtømt. I år har der ikke været opstillet skurvognsboliger til studerende i Aarhus i september og oktober, men der er et fortsat behov for ungdomsboliger, og det er vi med til at dække af," siger Lars Adamsen, salgs- og udviklingsdirektør hos JCN Bolig.
En del af den gamle skoles hovedbygning bliver bevaret og skal være hjemsted for Ovartaci House. Et 5.000 kvadratmeter stort fælleshus med drevet af FO-Aarhus.
Blandt de 319 lejligheder skal der være 10 fællesrum, og på taget vil der være masser at tage sig til for beboerne med petanque-bane, fitness-område, grillpladser og bordtennis.
Ungdomsboligerne bliver en del af et helt nyudviklet område, hvor der skal være rækkehuse, museum, indkøb og etagebyggerier.
dp