Fortsæt til indhold

Kommunaldirektør: Tre kandidater klar til afgørende spurt

Borgmester Ole Bollesen meget tilfreds med forløbet af mandagens ansættelsessamtaler i et efter borgmesterens opfattelse stærkt kandidatfelt

Samfund
Lars Norman Thomsen

Kandidatfeltet er nu skåret ned til tre, før den afgørende samtalerunde i næste uge, hvor Syddjurs Kommunes kommende kommunaldirektør med stor sandsynlighed skal udpeges.

Det blev resultatet af mandagens ansættelsessamtaler med de seks udvalgte kandidater til første runde blandt 14 ansøgere.

"Jeg var meget tilfreds med forløbet og synes, at samtalerne blev afviklet yderst professionelt," siger borgmester Ole Bollesen (S).

Han forventer, at Syddjurs Kommunes nye kommunaldirektør skal findes blandt den trio, der er med i den afgørende spurt, som 'løbes' onsdag i næste uge.

Inden da skal kandidaterne igennem et længere testforløb, som konsulentfirmaet Genitor kører suverænt. Genitor er et dansk konsulentfirma, der er etableret i 2013. Beskæftiger i dag 25 medarbejdere og løser opgaver i hele landet. Genitor har kontorer centralt beliggende i København og i Århus.

Ordet genitor kommer af latin genitor 'fader, skaber', af gignere 'avle, frembringe'.

Tidligere kommunaldirektør

Det er også Genitor, der styrer ansættelsessamtalerne.

"Det føler jeg mig yderst tryg ved. Genitor er repræsenteret med to medarbejdere. En af dem er tidligere kommunaldirektør i Skanderborg, Lisbeth Binderup, som med sin erfaring og indsigt selvfølgelig godt ved, hvad hun skal spørge ind til hos kandidaterne," siger Ole Bollesen.

Det kæmpestore ansættelsesudvalg var også flittigt spørgende, da det blev deres tur, ifølge borgmesteren.

"For mig har det været vigtigt, at samtlige partier og lister i byrådet er repræsenteret i ansættelsesudvalget sammen med repræsentanter for ledelse og medarbejdere. Det betyder alt for den indstilling, som vi skal afgive til byrådet på onsdag."

Har prikket

Som en del af forarbejdet har Genitor ikke blot lavet selve jobopslaget med tilhørende bilag. Konsulentfirmaet har også været ude og prikke potentielle kandidater diskret på skulderen.

"En procedure, der foregår med megen diskretion, men som er bredt accepteret. Jeg må til gengæld ikke som borgmester tage oplysninger på kandidaterne hos deres nuværende arbejdssted, fordi det overskrider den fortrolighed, som der selvfølgelig skal være," siger Ole Bollesen.