Fortsæt til indhold

Heidis drøm: Ridecenter skal være klar til store stævner

Heidi Kjær Larsen har overtaget Ridecentret i Hadsten. Nu skal centret opgraderes til at huse store ridestævner

Samfund
Kian Johansen

Hadsten 48-årige Heidi Kjær Larsen har overtaget ridecentret på Sølundsvej i Hadsten og på under en måned har hun sat gang i store projekter, der skal gøre det muligt at tiltrække store ridestævner.

Hun er oprindelig fynbo og ud af en gartnerfamilie og har altid haft heste som sin store passion.

Selv dyrker hun mest spring og har haft sin gang hos Hadsten Ridecenter i flere år.

Slog til drømmen

Da chancen bød sig for at købe den del af området, der huser ridehal, ridebokse, ridebane, 10 hektar jord og mulighed for at bruge dele af skoven lige bagved, der er ejet af Frijsenborg, så slog hun til.

Prisen vil hun ikke ud med, men vi kan konstatere, at hele området med flere huse og haller stod til salg for omkring 10 millioner kroner.

Det bliver nu delt op i tre matrikler med hver deres ejer, fortæller Heidi Kjær Larsen, der selv er i ridebranchen som grossist. Hendes firma Kjærgården Engros har agenturet på flere ridejakker, rideudstyr og modejakker, som flere i ridesporten foretrækker at bruge.

"Så jeg kommer rundt i Danmark og kender en del mennesker i ridemiljøet. Jeg ser også hvad der rører sig og det er nogle af de ting jeg får lavet i Hadsten."

Udlært staldmester

Både rideklubben og den eksisterende opstaldning af heste fortsætter uændret, fortæller hun.

Hun er udlært staldmester og mødte sin mand på uddannelsen, så heldigvis er der forståelse fra hans side om, at hun udlever drømmen.

Efter at have boet på en større ejendom i Grundfør i 22 år, er parret flyttet til en tilsvarende i Hadsten, så der bliver ikke langt på arbejde for Heidi Kjær Larsen, der i flere perioder har været leder af ridecentre rundt om i Danmark.

Drømmen er på sigt, at man kan overnatte i shelters på en del af de 10 hektar jord og så er der flere planer i støbeskeen, afslører hun.

Fiberbane til spring

Ridehallen, der har den dobbelte længde af andre ridehaller har fået LED-lys, og vandingsanlæg installeret.

Og så er hun ved at få ændret den 60 gange 60 meter store springbane til en fiberbane, lavet af firmaet Walber.

Vandingsanlægget er allerede installeret og inden længe vil banen være fast og fugtig på samme tid. Og dermed perfekt til spring og til hesteejere der passer på deres dyr.

"Hesteejerne vil det bedste for deres heste. Der bliver ikke avlet så mange heste længere og for tiden er der ikke mange der rejser ud. Så derfor er flere hesteejere klar til at betale for det bedste til deres dyr," forklarer hun.

Og visionen er klar for den nye ejer.

"Jeg vil opgradere ridecentret, så jeg kan tiltrække store ridestævner til Hadsten. Jeg vil være blandt de 15 mest foretrukne steder i Danmark."