Tricktyv vrøvler og snupper mobiltelefon fra butik
Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport
Onsdag kl. 11.12 kom en mand ind i en butik på Grønnegade i Aarhus, hvor han lagde nogle papir på et bord. Manden tog sit mundbind af, da han kom ind i butikken, og han virkede meget anmassende og talte, ifølge den kvindelige butiksejer, kun arabisk.
Hun forsøgte at skubbe manden væk og gav ham besked om, at han skulle gå ud. Da manden var gået, opdagede hun, at han havde taget en mobiltelefon, som havde ligget på bordet.
Nogenlunde samme fremgangsmåde oplevede en ekspedient i en butik på Brødregade i Randers godt halvanden time senere. Her kom ind mand ind kl. ca. 12.50 og henvendte sig ved disken. Manden tog en sammenfoldet avis frem fra inderlommen i sin jakke, foldede den ud og lagde den på disken. Samtidig talte han til ekspedienten på et sprog, som hun tolkede som østeuropæisk – måske rumænsk.
Han gentog den samme sætning 3-4 gange, hvortil ekspedienten svarede, at hun ikke forstod ham, og hun spurgte, om han i stedet kunne tale engelsk eller dansk. Men manden foldede blot avisen sammen, lagde den tilbage i jakkelommen og forlod forretningen. Kort efter opdagede ekspedienten, at hendes mobiltelefon, der havde ligget på disken, var forsvundet.
Østjyllands Politi kan ikke afvise, at der kan have været tale om den samme mand, selvom den ene kvinde mener, han ser arabisk ud og taler arabisk, mens den anden mener, at han ser østeuropæisk ud og tale rumænsk.
Begge kvinder har nogenlunde enslydende beskrivelse af manden:
- 40-50 år gammel
- 170-175 cm høj
- Kraftig af bygning
- Mørk i huden og med mørkt hår
- Iført mørkeblå jakke og jeans
- Iført et blåt mundbind
- I butikken i Aarhus var manden desuden iført en lys kasket med gul skrift på
Færdsel
Onsdag kl. 12.51 blev en 21-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje ved Filmbyen i Aarhus C.
Onsdag kl. 16.19 skete der et færdselsuheld på Silkeborgvej i Aarhus C, hvor en 29-årig kvindelig bilist kørte sammen med en 52-årig mand, der kom kørende på scooter. Der skete umiddelbart ingen alvorlig personskade ved uheldet.
Onsdag kl. 19.00 skete der et færdselsuheld på Landevejen i Tranbjerg. En 40-årig mandlig bilist kom kørende ad Landevejen, hvor han påkørte en 13-årig pige, der cyklede i samme retning i siden af vejen. Pigen blev slynget ind til siden og blev kørt til behandling på skadestuen, men hun var umiddelbart ikke kommet alvorligt til skade.
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt fem indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
- På Bronzealdervej i Hasle, Aarhus V begået mellem tirsdag den 10/11 kl. 08.00 og onsdag den 11/11 kl. 11.30
- På Agerbærvej i Sabro begået onsdag den 11/11 mellem kl. 17.00 og kl. 18.10
- På Præsteager i Lisbjerg, Aarhus N begået onsdag den 11/11 mellem kl. 19.15 og kl. 19.10
- På Bymosevej i Hasle, Aarhus V begået onsdag den 11/11 mellem kl. 18.30 og kl. 19.30
- På Havrebakken i Aarhus N begået torsdag den 12/11 kl. 00.00