Bag Søjlen har fået godt en millionstor opshining
Indehaver Dintcher Mehmed har investeret for 1,2 mio. kroner i restauranten på toppen af Rønde. Resultatet er et markant nyt udtryk
RØNDE Dintcher Mehmed, 46, født i Bulgarien, men udlært som kok i Danmark, har bestemt ikke fortrudt, at han 1. december 2017 overtog Restaurant Bag Søjlen fra den daværende ejer, Rober Mekhael.
Duoen Mehmed og Mekhael havde samarbejdet siden 2005, så førstnævnte var godt forberedt, da chefen kom og fortalte ham, at: "Det er nu. Du er den rigtige til at drive Restaurant Bag Søjlen videre. Her har du nøglerne."
I dag er Rober Mekhael fortid, og Dintcher Mehmed eneejer af både restaurant og bygning.
Han og konen Lonni solgte huset i Randers efter overtagelsen og bor i lejligheden under Restaurant Bag Søjlen sammen med sønnen Kenan Mehmed.
Sidstnævnte slægter faderen på og er i lære som kok hos sit fædrene ophav, ligesom Lonni er fast medarbejder.
"Vi er sammen om det her, og det går meget fint. Jeg har bestemt ikke fortrudt, at jeg købte Restaurant Bag Søjlen af Rober, men det var naturligvis en fordel, at jeg allerede havde en lang historie sammen med Rober, som var min mentor," siger Dintcher Mehmed.
“Vi skal ikke ændre bare for at ændre. Bag Søjlen har nogle meget stærke traditioner, og dem vil vi holde i hævd,“ lovede Dintcher Mehmed ved overtagelsen i 2017, og det løfte har han overholdt.
"Selvfølgelig har vi justeret flere ting siden da, men vores grundlag er fortsat selskaber og restauranten i hverdagen, og vi gør alt, hvad vi kan for at holde et højt bundniveau, når det gælder mad, betjening og service, og jeg synes, vi lykkes godt med det. Fremmødet af gæster fortæller os, at vi gør meget rigtigt."
Intelligente investeringer
Corona-situationen har selvfølgelig også kostet omsætning hos Restaurant Bag Søjlen, og særligt nedlukningen af Danmark i foråret var en hård nød at knække.
"Til gengæld oplevede vi en juli måned, som vi aldrig har prøvet det før. Der var udsolgt hver eneste aften i restauranten, og vi havde forrygende travlt," fortæller Dintcher Mehmed.
For nuværende kører det også fint.
"Vi overholder de restriktioner, der er, og jeg synes vores gæster udviser den nødvendige respekt for afstandskrav, hygiejne og brugen af mundbind."
Så familien Mehmed har bevaret gnisten og tændingen på trods.
"Det her er vores livsværk, som vi kaster meget tid i hver dag, og det er også derfor, at jeg har investeret 1,2 mio. kroner i forbedringer både ude og inde. Det gjorde jeg nok ikke, hvis jeg ikke troede på fremtiden," siger Dintcher Mehmed.
De mange penge er bl.a. brugt til bedre og mere handicapvenlige toiletforhold, ny bar, ny facade og indgangsparti mellem restaurant og selskabslokaler og så scoopet, en 64 kvadratmeter stor udendørs terrasse med handy markise, skøn udsigt ud over vigen og hele svineriet.
"Terrassen er netop blevet færdig, så vi får først glæde af den for alvor i sommeren 2021, men vi tror på, at den kan være med til at trække et nyt publikum til i sommerperioden," vurderer chefen.
Der er plads til 40 gæster på terrassen, som også kan adskilles i to, når der er behov for det ved selskaber i både selskabslokalet med plads til 66 gæster og restauranten med stole til 40, når det hele spiller.
Restaurant Bag Søjlen holder åbent fra tirsdag til og med lørdag, mens søndag og mandag bruges til restitution efter en uge, hvor hver dag starter ved 11-tiden og først slutter ved midnat. Fredag og lørdag starter arbejdsdagen lidt tidligere, for her vanker der frokostretter i restauranten.
Familien Mehmed piver ikke over de mange arbejdstimer. De nyder, at de trækker på fælles hammel og driver en forretning, som der står ry om i Rønde med tilhørende stort opland, og som de med rette er stolte af.