Fortsæt til indhold

Endnu en sjælden fugleart i sydlige Djursland

To kohejrer har slået sig ned på engene syd for Stubbe Sø

Samfund
Arkiv

Fugle I foråret flokkedes fugleentusiaster til Ebeltoft Færgehavn for at se den sjældne stendrossel.

Nu kan man igen se parkerede biler og fuglefolk med kikkerter, teleskoper og fotoapparater - denne gang langs Stubbe Søvej syd for Stubbe Sø. De spejder efter en anden usædvanlig fugleart, kohejren. Endda to af slagsen. Fuglene har slået sig ned på engene syd for søen, hvor de går rundt sammen med græssende kreaturer, forlyder det i en pressemeddelelse fra Joy Klein fra Dansk Ornitologisk Forening.

Kridhvid fjerdragt

Kohejrerne er nemme at få øje på: De er cirka halv så store som vores hjemlige fiskehejre og har kridhvid fjerdragt.

Navnet er meget rammende.

De to kohejrer ved Stubbe Sø nærmest går mellem benene på kreaturerne og er endda blevet set sidde på ryggen af en ko. Forklaringen er, at køerne tramper jorden op og blotlægger de insekter, som er kohejrernes fødegrundlag.

Normalt holder kohejrer til i den sydlige Europa. Der ses kun få individer hvert år i Danmark.

Kohejrerne ved Stubbe Sø fouragerer ivrigt og ser ud til at have det godt, så der er mulighed for, at de bliver her endnu et stykke tid, så længe der går kreaturer på engen, og der ikke kommer sne og is.

gs