Fortsæt til indhold

Byliv: Nyt bæredygtigt samlingssted skyder op i Skæring

Lokal styregruppe samarbejder med varehus og kommunen om at få færdiggjort nyt samlingspunkt med café, bålsted og udeliv

Samfund
Kim Skovrup Andersen

Byliv Græsarealet bag ved Føtex Food på Skæring Parkvej er så småt ved at blive omdannet til et nyt samlingspunkt for byens borgere. Et træhotel fra det nyligt nedlagte Vanebrudspalæ har fundet vej, og et bålsted er netop blevet lavet af lokale spejdere. Næste store ting bliver en klimacafé, der i øjeblikket er ved at blive færdigbygget og malet på Godsbanen.

Projektets styregruppe består af lokale ildsjæle, varehuschef i Føtex Food, Ricki Vang Jensen, den kommunale tovholder Mette Slot, Skæring Skole med flere.

"Det handler om at få skabt noget mere byliv herude. Det har førhen været en meget trist nabogrund, og min drøm er, at der kommer en masse liv herud med rødder i værdier som klimavenlighed, bæredygtighed, motion og trivsel," forklarer Ricki Vang Jensen, der er den oprindelige initiativtager, som fik Salling Fondene til at donere 250.000 kroner til projektet.

Det blev startskuddet til, at kommunen også valgte at gå med i projektet, og nu bliver Samlingspunktet, som projektet i Skæring er blevet døbt, en del af de bylivshuse, der er opført forskellige steder i kommunen som eksempelsvis Domen på Pier 2, Bylivshuset på Aarhus Ø og Omdrejningspunktet i Rundhøj.

Her kommer klimacaféen snart til at stå. Her er fire medlemmer af styregruppen i det store projekt: Claus Ole Jensen fra håndværksgruppen, Ricki Vang Jensen, Mette Slot og næstformand i styregruppen Inger Damgaard.

"Lige nu handler det om at arbejde videre med de midler, vi har, og så søger vi hele tiden flere fonde til at skabe aktiviteter herude," forklarer kommunens tovholder Mette Slot.

Hvis man har en god idé, er der mulighed for at få den ført ud i livet ved at henvende sig, for Samlingspunktet er for alle

Efter en workshop i januar kom en masse gode idéer på bordet, og efter en coronapause er området langsomt men sikkert ved at blive forvandlet.

Indvielse til foråret

"Vi krydser fingre for, at når året slutter, så står klimacaféen her. Og så håber vi at kunne klippe en snor til foråret," siger Mette Slot.

Derudover er det planen foreløbig, at der skal opføres en forhindringsbane og et stilleområde med frugttræer og buske. Og muligvis en petanquebane.

Der er netop blevet anlagt et nyt bålsted.

"Men hvis man har en god idé, er der mulighed for at få den ført ud i livet ved at henvende sig, for Samlingspunktet er for alle," fastslår Mette Slot, der roser indsatsen fra de lokale borgere:

"I nogle bydele går det stærkere end andre med at få lokal opbakning til bylivshuse, og her i Skæring er det gået rigtig hurtigt," siger hun.