Debat: Man skal kunne se sig selv i spejlet

DEBAT I krig og kærlighed gælder alle kneb siges der.

Men gør der nu også det? For skal man ikke også, kunne se sig selv i spejlet, når krigen er overstået ?

Jeg forstår udemærket, at man langer ud og kaster beskyldninger omkring sig, når man er ramt på følelserne, på sit engagement, eller sin faglighed. Men at læse sidste uges avis, har sørme overbevist mig om, at der må være medlemmer af det nuværende menighedsråd, der slet ikke ejer et spejl. Men netop at indvi offentligheden i omstændighederne omkring et valg, der blev foretaget,på demokratisk vis, og at man så alligevel vælger ikke at godtage valgresultatet - det kan jeg til stadighed undre mig over.

28. marts 2019 ændrede mit liv sig til det bedre. Denne aften blev Grenaa Gospelkor dannet, og jeg oplevede i dette forum en samhørighed og fællesskabsfølelse, jeg ikke har oplevet siden jeg gik i 10. klasse på en efterskole på Sydfyn i 1996.

Det er noget helt særligt at opnå, og så sammen med op til 120 mennesker, hvoraf jeg ikke engang kendte halvdelen.

Det gør jeg til gengæld nu, kender Dem! De 120 mennesker.

Måske ikke ved navn, men så ved jeg som minimum, hvilken stemmegruppe, de tilhører. Det er de 120 mennesker, der har inspireret mig til at søge mod og stille op som kandidat for liste 1 til menighedsrådsvalget.

Jeg har, siden jeg flyttede til Grenaa i 2005, været glad for at komme i kirken, og da min yngste datter skulle døbes i 2008, havde jeg den første fantastiske musikoplevelse med pigekoret der sang "What if god was one us", som i mange år havde været en yndlingssang. Siden er jeg, med jævne mellemrum, kommet i den smukke Skt. Gertruds Kirke i Grenaa, oftest i forbindelse med de månedlige spaghettigudstjenester. Det er en fin og hyggelig tradition for børnefamilier.

Men tænk engang om man kunne tilbyde nye oplevelser, for andre end dem, der kommer mest i kirken, som det er lige nu.

Tænk hvis man kunne opleve en nærværende fyraftensgudstjeneste, måske som et alternativ til en mindfulness yoga session, hvor man kunne slappe af og få lov at være til stede uden en masse krav og beslutninger, der forventer at blive taget stilling til.

Jeg kunne ønske mig at deltage i gudstjenester, der har "almindelige", relaterbare og jordnære budskaber, som f.eks. parforhold, ægteskaber, skilsmisse, utroskab, ensomhed, arbejdsløshed, økonomi delebørn og opdragelse, alt sammen, i et sprog jeg forstår.

Gospelkoret har øvet på sangen " Et hus at komme til " og jeg ville elske at citere samtlige linjer i den utroligt smukke, rørende og nærværende sang, men det må være op til læseren selv at gå på nettet og finde den.

Dog vil jeg alligevel gerne fremhæve følgende:

"Et hus at komme til,

Velkommen her du være vil,

Et hus for den der søger trøst,

de der af lyst,

har åbnet døren ind,

hvor de før gik forbi på vejen hjem."

Jeg vil gerne sidde i og bakke op om et menighedsråd, med en gennemsnitsalder, der ligger væsentligt under den, der er i det nuværende. Jeg vil gerne bidrage til et menighedsråd, der er forstår, at kirken skal kunne rumme alle aldre og tilbyde arrangementer, der rammer bredere, end det er tilfældet nu.

Sidst, men absolut ikke mindst, er jeg som tidligere tillidsvalgt for ca. 100 dagplejere her i byen, meget interesseret i at menighedsrådet skal bidrage til, at arbejdsmiljøet højnes for alle ansatte, samt frivillige i og omkring kirken. Alle de gode, dygtige og kompetente mennesker, der har kirken som arbejdsplads er vigtige brikker i puslespillet.

Slutteligt finder jeg det vigtigt, at man som medlem i det nye menighedsråd er i stand til at trække en streg i sandet.

Derfor kan jeg kun opfordre til kærlighed, ikke krig.