Fortsæt til indhold

Nu er eleverne tilbage på Skjoldhøjskolen

Skjoldhøjskolen blev i sidste uge lukket ned på grund af covid-19. Mandag var alle elever tilbage på skolen

Samfund
Jonas Wrede Hansen

Covid-19 Fjernundervisning blev mandag morgen skiftet ud med klasselokaler, madpakker og tavler for eleverne på Skjoldhøjskolen i Brabrand. De fik nemlig igen lov til at møde op, efter at skolen havde været lukket ned i en uge på grund af corona-smitte blandt elever og personale. For de ældste elever var det endda ni skoledage siden, at de sidst havde hørt skoleklokken ringe ind og ud. Men nu er det hverdag igen.

"Vi kører for fuld kraft," fortæller skoleleder Henrik Schou mandag til Lokalavisen Aarhus.

Mandag i sidste uge valgte han efter dialog med Aarhus Kommune at lukke skolen helt ned, da der var elever og medarbejdere, som var blevet testet positiv for covid-19. I første omgang blev skolen lukket ned til onsdag i sidste uge, men det blev hurtigt forlænget til at vare resten af ugen.

"Det har vi valgt, fordi der er rigtig meget, der tyder på, at vi har haft et internt smitteudbrud. Vi kan se, at der er børn og voksne, der har smittet hinanden på skolen, så derfor har vi valgt at lukke, da vi vurderer, at der fortsat er risiko for smittespredning," lød det onsdag sidste uge fra Henrik Schou til Lokalavisen Aarhus, da skolelederen netop havde valgt at forlænge lukningen.

Vil gøre det igen

Smittespredningen viste sig dog slet ikke at være så omfattende, som skolelederen frygtede. Seks personer fra skolen, som har 430 elever, blev testet positiv for covid-19, og skolelederen tilskriver den hurtige nedlukning æren for, at smitten ikke spredte sig yderligere.

"Det kunne have været meget værre, så jeg er ikke i tvivl om, at vi gjorde det rigtige ved at lukke skolen ned på det tidspunkt, hvor vi valgte at gøre det," fortæller Henrik Schou, som er parat til at gøre det igen, hvis der kommer et nyt coronaudbrud på skolen.

"Det er vi. Vi skal selvfølgelig altid vurdere, om det er det store eller lille håndtag, vi vil trække i," lyder det fra den aarhusianske skoleleder.

I de dage, hvor eleverne på Skjoldhøjskolen ikke var fysisk i skole, modtog de fjernundervisning, hvilket ifølge Henrik Schou gik problemfrit på grund af de mange erfaringer, som både lærere og elever gjorde sig i foråret under den store nedlukning af Danmark.