Fortsæt til indhold

Debat: Ingen skal holdes uden for i menighedsrådet

Samfund
Mette Kirk, kandidat for liste 2; til menighedsrådsvalget i Grenaa

DEBAT Jeg vil gerne sige TAK, for de 92 stemmer jeg modtog på Valgforsamlingen 14. september i Sct. Gertruds Kirke, Grenaa, det var ganske overvældende.

Forordningen fra Kirkeministeriet tilskriver, at den person der har fået flest stemmer ved Valgforsamlingen, er den der indkalder til konstituerende møde for det nye menighedsråd; altså var serveretten min. Det undrede mig derfor, at provst Lars Seeberg, som jo formodes at være bekendt med regelsættet, tillader sig at indkalde til et formøde, men kun for “de udvalgte“. Det betød, at invitationen kun gik til de 11 nye medlemmer - for de fire, der havde opnået genvalg, skulle holdes udenfor.

Denne invitation takkede jeg selvfølgelig nej til; mit udgangspunkt er ganske enkelt, ingen kan eller skal holdes udenfor, såfremt processen skal fremstå demokratisk, og ingen skal eller kan gradbøje procedurerne beskrevet af Kirkeministeriet.

Jeg valgte efterfølgende at skifte til liste 2 “Kristeligt demokrati” - af den simple grund at jeg ønsker at blive valgt ud fra hvad jeg står for, og vil arbejde med i et kommende menighedsråd.

Jeg er kun blevet bekræftet i, at skiftet til liste 2 er rigtig; for på vandrørene lyder det, at nu skal der ikke stemmes på mig mere, for hende Mette går ikke ind for gospelkoret.

Hvor er det ærgerligt at man ikke har spurgt mig om min indstilling til gospelkoret!

Men nu jeg er ved tasterne, vil jeg da gerne offentliggøre, at jeg går fuldt og helt ind for gospelkorets berettigelse, præcis som min indstilling var 14. september. Jeg nyder rent faktisk både musikken og sangen. Jeg håber, alle får det valg, de drømmer om, og jeg håber det kommende menighedsråd må finde et fælles fodfæste, hvor arbejdsglæde, innovation og gensidig respekt indgår som naturlige elementer.

---

Avisen har tilbudt provst Lars Seeberg at kommentere på læserbrevet, men han har endnu ikke reageret.