Hevring Amtatør Teater går til filmen i 2021
Farcen "Halløj på Kurbadet" opført i 2004 bliver til næste år til film
HEVRING Efter en ufrivillig corona-pause er HATS-Blåhvalen - Hevring Amatør Teater Selskab - nu klar til et comeback i 2021.
"Vi tror ikke meget på, at corona-situationen er, så vi kan gå ud og lave god, gammeldags teater på vores friluftsscene allerede til næste år. Derfor går vi andre veje, men veje som vi har betrådt før".
Sådan lyder det fra Tom Bytoft, formand for Blåhvalen, som er en del af det kulturelle fællesskab, der gemmer sig under den fælles organisatoriske betegnelse HATS.
Skuespil fra 2004
Mediet bliver det store lærred i stedet for de skrå brædder på Landsbyscenen Viften, der fra 2003 og en halv snes år frem var ramme om en stor sommer-teaterforestilling med ofte mere end 50 til 60 aktører.
Til næste år bliver det så lidt af et mix, da HATS-folkene har valgt at finde forestillingen fra 2004 - "Halløj på Kurbadet" frem af gemmerne for at omsætte det til en god, gedigen gammeldags spillefilm.
"Det bliver i den grad en folkekomedie, vel nærmest en farce med stor inspiration fra de skæve-skøre folk bag engelske Monty Python - og ikke mindst John Cleese i "Halløj på Badehotellet" - eller på engelsk "Fawlty Towers", forklarer Tom Bytoft.
Han er i øvrigt - som dengang - selv på rollelisten som den geniale, men lidt eksentriske professor Zweistein aus Salzkammergut, der satser på at få "der Nobelpreis" for sit helsebringende vand fra Hevring Å, som er hemmeligheden bag kurbadets mirakuløse virkning på kurgæsterne.
Mord på skinner
Det bliver ikke første gang at HATS går filmvejen.
Og begge gange med HATS egen filmmager Christian Vammen som manden bag både optagelser og redigering.
Christian Vammen er en af de garvede HATS-folk, da han siden det første friluftsteater - "HamLeth" i 2003 - har stået for video-optagelse af teaterforestillingerne.
I 2011 var der film-debut med krimikomedien "Mordet i Midnatsexpressen", der blev fiolmet i en gammel udrangeret banevogn, på baneterrænet ved stationen i Allingåbro.
Her var en samling klassiske detektiver - Sherlock Holmes, Miss Marple, inspektør Clousseau - og af lidt nyere årgang - amerikanske Adrian Monk - samlet under en togrejse, der bød på flere dramatiske dødsfald.
Eventyrlig julefortælling
Siden fulgte indspilningen af "Rævemundfuld og de andre nisser i hulen", der var skabt over en julekalender-fortælling af tidligere valgmenighedspræst i Vivild, Jens Øhrberg Simonsen.
Her var der jule- og nissehygge for alle pengene og med optagelser på kendte lokationer som Baunhøj Mølle, slottet Gammel Estrup og en gammeldags historisk stue på Mosebrugscentret i Stenvad
På den gamle station
Den første scene til filmen "Halløj på kurbadet" bliver optaget ved den gamle jernbanestation i Allingåbro, hvor "stationsforstander" Carsten Jensen, Djursland for fuld Damp, endnu engang glæder sig til at blive en aktiv del af HATS-filmaktiviteter.
Carsten var også med i alle årlige friluftsforestillinger, hvor han leverede de store lyskanoner og selv stod for at betjene lyssætningen på "Viften".
Halløj for alle klejnerne
"Halløj på Kurbadet" finder sted i de gode-gamle dage hvor dampradioen lige var blevet opfundet.
Det gamle enkesæde Bollegård ved Hevring er omdannet til kurbad og hertil valfarter godtfolk fra det ganske-danske land og bliver draget ind i et mystisk dødsfald.
I er godt nok skøre
2004 var året, hvor HATS havde skuespilleren og cirkusgøgleren med meget mere - Søren Østergaard, fra Zirkus Nemo som protektor.
Desværre kunne han ikke overvære en af forestillingerne på grund af sit teaterarbejde. Men en uge efter kom han på besøg en eftermiddag for at hygge med hele HATS-holdet.
Og inden han drog af kom han med den bemærkning, som alle HATSèrne tog til sig,
"I er godt nok skøre".
Og bedre kompliment fra "Smadremanden", "Bager Jørn", "Målermanden" og mange flere af samme crazy-skuffe.