KV21: Hvem spiller DF ud som spidskandidat?
Lokalforeningens medlemmer afgør det på et opstillingsmøde i Hornslet mandag 16. november
LOKALPOLITIK Efter intermezzoet med gruppeformand Michael Mikkelsens afgang fra Dansk Folkeparti for en måned siden skal Dansk Folkeparti nu kigge fremad.
Michael Mikkelsen fik regulært en kurv af byrådskollegerne Ebba Grethe Møgelvang og Laila Sortland, som forklarede Michael Mikkelsen, at de ikke længere havde tillid til ham som gruppeformand, og at de derfor havde besluttet at lade Laila Sortland røgte opgaven fremover.
Det fik Mikkelsen til at tage sit gode tøj og forlade Dansk Folkeparti for at blive løsgænger i byrådet med tid til at tænke over sin politiske fremtid.
KV21
For lokalformand Ebba Grethe Møgelvang og Laila Sortland og resten af Dansk Folkeparti handler det nu om at få samlet sig om næste år kommunalvalg.
Første 'spadestik' tages mandag 16. november, hvor der er indkaldt til opstillingsmøde hos METTEnde Mad på Solsortvej 40 i Hornslet.
METTEnde Mad laver mad til firmafrokostordninger og leverer mad ud af huset til selskaber.
På opstillingsmødet bliver det de fremmødte medlemmer, der skal vælge Dansk Folkepartis spidskandidat.
Reelt kan der kun blive tale om et af de to nævnte byrådsmedlemmer.
Om de stiller sig til rådighed, som det hedder på politiker-dansk, går de stille med dørene med på forhånd.
Et kvalificeret gæt er, at begge har ambitionerne og lysten til at være spidskandidat. Derfor ender det med stor sandsynlighed med et kampvalg.
De har gjort meget ud af at fortælle, at de er fundet ind i et godt samarbejde i byrådssalen efter Ebba Grethe Møgelvangs indtog 1. maj 2020 som afløser for partiets nestor Per Dalgaard, der flyttede teltpælene til Aarhus.
Mikkelsen i tænkeboks
Michael Mikkelsen har endnu ikke sporet sig ind på sin politiske fremtid, fortæller han til Lokalavisen.
"Jeg vil tænke mig godt om og forventer ikke, at der er nyt før til foråret. Jeg skal først afgøre, om jeg har lyst til at fortsætte i politik, men det har jeg også god tid til," siger Michael Mikkelsen.
Nye Borgerlige er ikke en mulighed. Den har partiets ledelse på Christiansborg allerede skudt ned.
Vil Michael Mikkelsen forsøge at komme med i et af de andre borgerlige partier, som Venstre og Konservative eller måske endog Socialdemokratiet, som han har haft et godt samarbejde med i denne byrådsperiode, bliver udfordringen, at han bliver placeret i grebningen og ikke på af de forreste pladser.
Formelt skal han også først optages i et nyt parti, og det er ikke bare a walk in the park.