Debat: Hvorfor skal der være menighedsrådsvalg?
DEBAT Jeg vil som formand for valgbestyrelsen ved Grenaa Menighedsråd prøve at give min opfattelse af forløbet ved valgforsamlingen 15. september 2020. Her var der mulighed for at vælge kandidater til et nyt menighedsråd, som skal tiltræde 1. søndag i advent - 29. november 2020.
På grund af coronaen havde vi flyttet valgforsamlingen til kirken, da der med corona begrænsninger kun kan være 60 i sognegården.
Det viste sig at give nogle tekniske problemer både med billedskæm og mikrofoner. Alt var ellers klart og afprøvet om eftermiddagen.
Overraskende mødte der over 100 mennesker frem. Vores store bekymring forinden var, om vi kunne samle de nødvendige 15 medlemmer plus suppleanter. Den bekymring blev gjort til skamme, da der meldte sig 23 kandidater.
Selve afstemningen blev kaotisk, da mange var så ivrige efter at stemme, at en del allerede havde udfyldt stemmesedlerne med navne, selv om der stod på dem, at man skulle skrive et nummer, og inden vi var færdige med at gennemgå afstemningsproceduren. Provsten spurgte, om de ikke kunne få nye stemmesedler, hvilket vi bøjede os for. Det gav trængsel, så det kneb med at holde afstand. Stemmeboksene blev nærmest overfaldet, inden der var åbnet for afstemning.
Under stemmeoptællingen undrede det os, at der var så mange stemmesedler, der var udfyldt næsten ens. Men vi var umiddelbart glade, fordi vi havde fået en fuld liste og otte suppleanter, selv om vi var skuffede over, at fire af de nuværende medlemmer ikke blev genvalgt. Der var mange nye medlemmer med tilknytning til gospelkoret, der var åbenbart sat et rygte i omløb om, at det nuværende menighedsråd var imod gospelkoret. Men gospelkoret er aldrig blevet omtalt på et menighedsrådsmøde, og der har ikke været nogle negative kommentarer.
Under oprydningen efter valghandlingen blev vi fra flere sider gjort opmærksom på, at der umiddelbart inden valgforsamlingen, havde været afholdt et møde, hvor det var blevet aftalt, hvem man skulle stemme på. Disse sedler var oven i købet blev delt ud ved indgangen til folk, der stod i kø for at blive registrerede. Provsten var til stede ved dette formøde og derfor fuldt vidende om det. Der var flere, der var undrende, vrede og nogle klagede ligefrem til valgbestyrelsen.
Da denne sammenhæng gik op for mig, var jeg grædefærdig af skuffelse og frustration over det, jeg synes var løgne og bagvaskelse.
Frustrationer hos flere resulterede i en ny kandidatliste, hvilket udløser afstemningsvalg til menighedsrådet 17. november 2020
Af helbredsmæssige årsager opstiller jeg ikke til valget. Men jeg vil på kraftigste opfordre til, at man stemmer på Kirkeligt-Demokrati liste 2 af følgende grunde, som det er mit klare indtryk, at listens kandidater vil arbejde for:
1. Listen ønsker demokrati og åbenhed. Alt skal frem på menigrådsmøder, der er offentlige og ikke i lukkede grupper.
2. Listen vil både fornyelse og kontinuitet.
3. Listen vil tilgodese både den store kirke oppe i byen og den lille Simon Peters kirke ved havnen.
4. Listen ønsker, at alle skal tilgodeses med arrangementer for børn, unge, voksne og ældre.
5. Listen ønsker et godt arbejdsmiljø og vil fremme samarbejdet mellem præster, menighedsråd, medarbejdere og frivillige.
6. Listen vil bakke op om både juniorkor, pigekor og gospelkor.