Fortsæt til indhold

Jeans & Jackets lukker handelshullet i Hornslet

Ny tøjforretning er kommet godt fra land trods nye corona-restriktioner

Samfund
Simon Carlson

Hornslet Det var et af de større butikshuller, tøjforretningen Tiff efterlod sig, da den lukkede sin butik i Hornslet. Heldigvis var det ikke ret længe, lokalerne på Tingvej fik lov at stå med lukkede døre.

Jeans & Jackets er åbnet på Tingvej, hvor tøjforretningen Tiff tidligere på året lukkede ned.

24. september blev der igen åbnet ind til forretningen, men nu står der Jeans & Jackets på skiltet. Bag forretningen står Carin Lundgaard og Claus H. Mikkelsen. De ejer virksomheden Cero-Etage, som designer og fabrikerer de to tøjmærker med samme navne - Cero og Etage.

Det er med virksomhedens egne ord bukser med unikke pasformer, og smart, funktionelt overtøj til nutidens kvinder, og det er også de to tøjmærker samt mærket Lundgaard, man finder i den nye tøjforretning i Hornslet.

Flot start

Inde i forretningen er det 34-årige Maja Gjedsted og 47-årige Anette Nore, der står for den daglige drift af butikken, og de har oplevet enorm imødekommenhed fra kunderne, efter dørene blev slået op.

"Vi vidste jo egentlig ikke helt, hvad vi skulle forvente, fordi det på mange måder er en svær tid, men vi har fået en rigtig flot start. Vi oplever, at kunderne rigtig gerne vil os, og det hænger nok også sammen med, at det er så stor en butik, der før stod tom, så folk er virkelig glade for, at der igen er forretning," fortæller Maja Gjedsted.

Kræver tilvænning

Ifølge Maja Gjedsted og Anette Nore, henvender butikkens sortiment sig til kvinder i aldersgruppen 30-60 år, som leder efter modetøj i høj kvalitet uden at være prismæssigt i overklassen.

Corona-restriktionerne har dog taget en bid af af det osende folk, så den daglige gennemstrømning af folk i butikken er formentlig lidt mindre lige nu, end den ellers ville have været, vurderer Anette Nore og Maja Gjedsted.

"Forhåbentlig er det også noget med tilvænning lige nu, hvor man skal have mundbindene på, når man kommer ind i forretningerne," siger Anette Nore.

Der er ellers god plads i den nyåbnede Jeans & Jackets, hvor der naturligvis er rykket rundt og ændret i opstillinger i forhold til den tidligere forretning, men ellers efterlader god og rummelig plads i de enkelte afdelinger.

Hvis man stadig er mest tryg ved ikke at komme i fysiske butikker i øjeblikket, kan man dog stadig handle lokalt.

Jeans & Jackets' webshop er således en del af butikken i Hornslets eget budget, hvorfor digital tøjhandel stadig er en støtte til den nye forretning i Hornslet.