Julemærkemarchen 2020 bliver virtuel
Den årlige Julemærkemarch bliver anderledes end den plejer grundet Coronavirus
julemærkemarch Søndag 6. december samler Julemærkemarchen for 44. gang ind til driften af landets fem Julemærkehjem. I år vil dog marchen foregå virtuelt, men fortsat med mulighed for at få frisk luft, motion og samtidig støtte børns kamp for at genfinde glæden og det gode børneliv.
Det er 7. år i træk, at Lions Dagmars Kilde står for arrangementet i Hinnerup.
Arrangørerne opfordrer til, at man bestiller sin start på nettet og får den sendt hjem til sin privatadresse. Det er derefter op til deltagerne selv, at gå hvor og hvornår de vil.
Der vil dog stadig være bemanding af startstedet ved indgangen til Rønbæk Fritidscenter på Ådalsvej 86 i Hinnerup. Det vil være muligt at købe startkort i tidsrummet kl. 9.30-11, og man kan få udleveret et kort over ruterne fra tidligere år på henholdsvis 5 km og 10 km.
For de forhåndstilmeldte, der møder op på startstedet, vil diplom og eventuel medalje blive udleveret sammen med startkortet. Fritidscentret er ikke åbent, og der vil ikke være af gløgg og æbleskiver. Afstandskrav i henhold til corona-reglerne vil blive fulgt.
Hvert år har der været mere end 100 deltagere i Hinnerup. Sidste år gennemførte 112 børn og voksne ruten på enten 5 eller 10 km. Det er en interesse, som Lions Dagmars Kilde er glade for.
"Det er dejligt at se, at interessen er stor," siger Karin Skov fra Dagmars Kilde og fortsætter.
"Vi håber selvfølgelig, at rigtig mange, på trods af de de specielle vilkår, igen i år vil være med til at bidrage til at sikre udsatte børn i Danmark et bedre liv uden mobning og isolation."