Debat: Kommunen skal kigge på farten endnu flere steder
Debat I det seneste års tid har udvalget for Teknik & Miljø gennemført store og nødvendige asfaltarbejder i Ørsted : Lillegade, Kalkærsvej , P-plads ved kirken.
Det siger vi tak for og håber på, at andre gader i Ørsted asfalteres i det kommende år.
For tiden arbejder udvalget med trafiksikkerhed i området ved Polden i Ørsted.
Det er også et godt og nødvendigt projekt.
Der indrettes nu en 40 km zone.
MEN: Hvis trafiksikkerheden skal bedres her, skal der sættes et 40 km/t skilt på Rougsøvej nord for Tingbakken.
Så er der tid til at sætte farten ned.
Der køres stærkt på Rougsøvej. Og kommer man fra nord ad Rougsøvej, er man pludselig i en 40 km zone med gående, som skal over vejen.
Vi mener desuden, at der skal sættes et lignende skilt på Sygehusvej i passende afstand fra vejkrydset, så trafikanten har tid til at komme ned i fart.