Fortsæt til indhold

Godt nyt til børnefamilier i Tilst og Sabro

13 nye dagtilbudsgrupper er efter alt at dømme på vej i den vestlige del af kommunen, hvor flere boliger skyder op og flere nye familier flytter ind

Samfund
Arkiv

Pasning Aarhus Kommunes Magistrat har netop godkendt et forslag om at etablere 13 nye dagtilbudsgrupper i Tilst og i Sabro. Forslaget rummer blandt andet en stor daginstitution med otte grupper på Holmstrupgårdvej 34. Børn og Unge-rådmand Thomas Medom er glad for, at Aarhus Kommune er klar til at møde forældrenes behov for pasning lokalt.

"Det er en markant udbygning af vuggestuer- og børnehavepladser i Tilst og Sabro, som vi er på vej med. Området er populært blandt børnefamilier, og vi arbejder derfor også ekstra hårdt for at leve op til vores pasningsgaranti. Med forslaget om 13 nye dagtilbudsgrupper ønsker vi at udvikle bæredygtige og trygge rammer til alle lokalområdets børn, tæt på hjemmet og tæt på den lokale skole. Det er det bedste udgangspunkt for et godt børneliv," siger rådmanden.

Budget for 46,5 millioner kroner

Dagtilbudsleder i Tilst Dagtilbud, Morten Berg, er også glad for udsigten til flere pasningstilbud til familierne. Planerne om byggeriet af en ny institution på Holmstrupgårdvej er godt timet, fortæller han:

"Lige nu lægger vi i dagtilbuddet sidste hånd på en helt ny pædagogiske læreplan. Derfor er det også fantastisk at vi nu får mulighed for at udvikle nye rammer, hvor vi kan bygge til de visioner og den pædagogik, som vi ønsker at arbejde med."

Forslaget fra Magistraten rummer blandt andet en stor daginstitution med otte grupper på Holmstrupgårdvej 34.

Forslaget om 13 dagtilbudsgrupper rummer ud over de otte grupper på Holmstrupgårdvej, en udvidelse af Spiloppen i Tilst Dagtilbud med en gruppe og af Sabro Dagtilbud med fire grupper. Budgettet lyder på cirka 46,5 millioner kroner. Forslaget skal nu behandles i byrådet.

Prognoser viser, at der i 2025 vil bo omkring 360 flere børn i dagtilbudsalderen i Tilst og Sabro.

ksa