Julestemning i røg og damp i Ree Park Safari
For femte år i træk har Ree Park safari juleåbent
Dyrepark Det er ikke garanteret, at julen bliver hvid. Men det er sikkert, at den kan blive hyggelig, hvis man trækker i julehumøret og sætter kursen mod Ree Park Safari i weekenderne fra 28. november og frem til jul. Her venter damplokomotivet 'Black Beauty' i front for Amerika Expressen på den julepyntede og festlige Central Station. Billetkonduktøren er klar, og når billetten er købt, kan man sætte sig til rette i sin vogn og nyde en tur i det nordamerikanske område af parken. Bjørnene er måske gået i vinterhi, men de arktiske ulve er i deres es og hyler julen ind på prærien, hvor det også er muligt at se bisoner i vinterfrakker sammen med elgene, når julen fejres i røg og damp med 'Black Beauty'.
Er vejrguderne i det rigtige julehumør, er hele parken åben, og der vil være Land Rover på den afrikanske savanne indtil kl. 14, og den kan bestemt nydes iført en nissehue.
Der er også i år sat en skøjtebane op i Westernbyen Deadwood. Desuden er bl.a. Parkens Safarishop åben, hvor det er muligt at købe en spektakulær julegave med hjem og lægge under træet. Hver gang man køber noget i Ree Park Safari, støtter man arbejdet med naturbevarelse og truede dyrearter.
Der er fri entre for børn under 12 år og entréprisen for voksne er 50 kr.
Åbent 28. – 29. november, 5. – 6., 12. – 13., og 19. – 20. december kl. 10 - 17.
gs