Fortsæt til indhold

Trist julehistorie - Rekordmange familier har søgt om julehjælp

Samfund

Mødrehjælpen har netop lukket den årlige ansøgning til julehjælp og det er med noteringen af en trist rekord.

I år har mere end 21.000 forældre således søgt om Mødrehjælpens julehjælp. Det er over 40 procent flere end sidste år.

De mange ansøgere til vores julehjælp fortæller en rigtig trist historie om, at alt for mange børnefamilier er presset til det yderste.
Ninna Thomsen, direktør i Mødrehjælpen

Det er særligt de stigende priser, der har slået bunden ud af økonomien hos de i forvejen trængte børnefamilier. Af ansøgningerne fremgår det, at mere end hver tredje af forældrene har angivet ”stigende priser” som den primære årsag til, at de søger julehjælpen, og det understreger en ærgerlig fortælling om julen 2022, lyder det fra Mødrehjælpens direktør Ninna Thomsen.

»De mange ansøgere til vores julehjælp fortæller en rigtig trist historie om, at alt for mange børnefamilier er presset til det yderste. De stigende priser har forværret økonomien hos mange af vores ansøgere. Når man ikke ved, hvordan man skal få mad på bordet sidst på måneden eller betale sine regninger, er det jo klart, at der heller ikke er luft i budgettet til en juleaften,« siger, Ninna Thomsen i en pressemeddelelse.

Tænder et lys

Sidste år rakte Mødrehjælpens indsamlede midler til at uddele julehjælp til lidt mere end 13.000 børn.

Igen i år håber Mødrehjælpen på at kunne give så mange børn som muligt en juleaften.

»Med de tusindvis af ansøgninger, som vi har modtaget i år, har vi selvfølgelig brug for al den hjælp, vi kan få fra danskerne, så vi kan komme i mål med at give flest mulige børn en juleaften. Selvom julehjælpen ikke kan fjerne familiernes afsavn og bekymringer når julelysene slukkes, er vores håb alligevel, at hjælpen kan være med til at give familierne lidt ro hen over julen,« lyder det fra direktør i Mødrehjælpen Ninna Thomsen.

Mødrehjælpens julehjælp består af et økonomisk tilskud på 550 kroner pr. hjemmeboende barn under 18 år samt et tilbud om gratis rådgivning og aktiviteter i Mødrehjælpens lokalforeninger rundt omkring i landet.