Fortsæt til indhold

Århus Lokalbank forsvinder ved fusion

Samfund
Erling Baastrup

Et pressemøde her i eftermiddag bekræfter, at planerne nu er, at Århus Lokalbank (og Hadsten Bank) fusionerer med Vestjysk Bank. Det bliver vestjyskBANK, der lægger navn til, og dermed skulle navnet Århus Lokalbank helt forsvinde.
Den nye bank har 130.000 kunder, 676 medarbejdere, 46.000 aktionærer og 22 filialer i Jylland og en på Fyn.
Dermed vil den fortsættende vestjyskBANK efter fusionen have et samlet forretningsomfang på godt 47 mia. kr. fordelt med 17,4 mia. kr. på indlån, 24,8 mia. kr. på udlån og 4,8 mia. kr. garantier. Målsætning for 2012 er en basisindtjening på 550-600 mio. kr.
Både vestjyskBANKs direktør Frank Kristensen og adm. direktør i Aarhus Lokalbank Vagn Thorsager fortsætter i direktionen, når de to banker lægges sammen. Det meddeler bankerne i forbindelse med, at de offentliggør fusionen.
Ny bestyrelsesformand forventes at blive Carsten Andersen, der nu har det job i Århus Lokalbank.
Det skal bemærkes, at fusionen først træder i kraft, når den vedtages på begge bankers generalforsamlinger i marts. Og det kræver ligeledes myndighedernes blå stempel.
Nytegning af aktier skal øge kapitalen, og der er tilsagn fra omkring 20 banker om at være med til at skaffe kapital. Derudover får de nuværende aktionærer fortegningsret.
Synergieffekten ved fusionen forventes at blive på 25 mio. i 2013.
På pressemødet gjorde den kommende bestyrelsesformand klart, at der er en positiv dialog med staten og regeringen, men at der ikke er lovet noget fra statens side fremadrettet.
Fusionen gav straks det resultat, at begge bankers aktier steg kraftigt på fonsdbørsen.