Fortsæt til indhold

Englemotiv på årets lokale julemærke

Hanne Nowack er også i 2020 kunstneren bag julemærket fra Lions Club

Samfund
Søren Andersen

GRENAA En sikker juletradition blev ført videre, da borgmester Jan Petersen, (S) forleden på Grenaa Rådhus tog imod udvalget, der i Lions Club har ansvaret for, at Grenaa stadig har sit eget julemærke. Det har man haft siden 1976 - og selv om postmængderne og brevskriverne svinder, holder man liv i traditionen i Lions Club Grenaa.

Det første ark med dette års mærker blev overrakt borgmesteren. Efter nogle år med brug af gamle julemotiver fra Grenaa Egnsarkivs samling, er man nu vendt tilbage til en tidligere tradition med at lade en lokal kunstner levere motivet. Det er i år Hanne Nowack, som også var kunstneren bag mærket i 2018, mens Nina Lynge leverede motivet sidste år.

Det er årgang 45 med et lokalt julemærke.

"Vi har i alt solgt 98.212 ark med julemærker siden vi startede i 1976, og det har indtil dato genereret et samlet overskud på 892.667 kroner," fortæller Claus Tjørnelund, der er formand for julemærkeudvalget i Liuons Club i Grenaa.

Sidste år i 2019 fik man et overskud på 6.812 kroner.

Håber på det digitale

"Vi håber nu da det digitale julemærke er ved at slå an, at vi i år kan få et overskud som er lidt større end i 2019. Vi har stadig både samlere, virksomheder og borgere fra Grenaa og opland, som køber mærket – i 2019 solgte vi 329 ark, men i 2015 solgte vi 655 ark – så er det desværre gået noget nedad. I 2016 solgte vi tre digitale mærker – det er til og med 2019 steget til 17 og vi har en forventning om, at det stiger til det dobbelte i år," siger Claus Tjørnelund.

Et ark med med 24 mærker koster 30 kroner. Disse sælges fra Kvickly Grenaa, Papirgården, Turistkontoret, Grenaa Boghandel, Min Købmand på Trekanten, Grenaa Nærkøb på Baunehøj, Sparekassen Kronjylland og hos Max Genbrug.

Et digitalt julemærke koster 300 kroner og kan bruges på alle de arbejdsstationer, man har i virksomheden. det kan købes ved henvendelse til Claus Tjørnelund, som fortæller, at hele overskuddet for julemærket gives 100 procent til velgørende formål.

Årets motiv

Motivet til Lions julemærke 2020 er malet af Hanne Nowack, og hun fortæller om billedet: "Og i det samme var der med englen en mangfoldig himmelsk hærskare. Englen er budbringer om lys og fred på jorden. De aktive, lyse og gyldne farver dominerer de blå, violette og mørke farver. Der dannes en kontrast mellem lys og mørke. Lyset, fredsbudskabet bryder mørket. Julens budskab."

Hanne Nowack er tredje års studerende på Aarhus Kunstakademi. Hun har undervist i billedkunst i folkeskolen gennem 40 år og har løbende deltaget i mange kunstkurser.