Sølvsten fra Thorsø står bag ny julesang med Susanne Lana
På alle streamingtjenester kan man nu finde Jørgen Sølvstens nye julesang
Thorsø 'En lille sang om jul' er navnet på en helt ny sang af Susanne Lana. Bag tekst og musik står dog Thorsøs egen Jørgen Sølvsten.
Sangen har været temmelig lang tid undervejs, i den forstand at Jørgen Sølvsten allerede tilbage i 1990 komponerede musikken til nummeret.
Først i 2019 lavede han så en juletekst til melodien, og det blev altså til det, som Jørgen Sølvsten kalder for "en god gammeldags julesang".
Lana var straks med
Så langt så godt. Nu ville skæbnen så, at en ven overhørte Jørgen Sølvsten spille og synge sangen.
"Hvad er det for en sang? Den har jeg da aldrig hørt før. Den bør du da indspille," sagde vennen.
Og til det lød svaret fra Jørgen Sølvsten:
"Jamen jeg vil også gerne have den indspillet, men jeg kunne nu godt tænke mig, at det var en kvinde med en langsom vibrator på sin stemme, som for eksempel Susanne Lana, der skulle synge den."
Kammeraten opfordrede Jørgen Sølvsten til at gøre alvor af idéen, og det gjorde han så - og Susanne Lana var straks med på idéen.
Og således er det altså gået til, at 'En lille sang om jul' nu er ude på alle streamingtjenester samt YouTube.
csj