250 til skate-sjov i Søften
Unge og ældre var samlet til arbejds- og legedag i Omega Skate Hal i Søften lørdag 17. september
Lørdag 17. september var der arbejds- og legedag hos Omega Skate Hal i Søften, hvor mere end 250 unge og ældre fra nær og fjern kom forbi til en dag i hygges og frivillighedens tegn.
“Det kræver meget arbejde, at få et nyt foreningstilbud op at stå, derfor er vi også glade for, at der dukkede så mange mennesker op i dag og hjalp os, så vi kan udvide faciliteterne, og sørge for at ramper og vores udstyr bliver bedre,” siger Kim Bygballe, formand for Omega Skate Klub, i en pressemeddelelse.
TV: SKATEHAL ENDELIG PÅ PLADS I SØFTEN
Siden åbningen af Omega Skate Hal i Søften i foråret 2016, er aktiviteterne og åbningstiderne øget.
“Efter vi fik flere frivillige med, har det også været muligt at øge aktiviteterne i hallen. Nu har vi åbent mandag, tirsdag og onsdag kl. 16-20, men vi vil meget mere end det,” siger Kim Bygballe.
Ved arrangementet 17. september hjalp forældrene til, og børnene prøvede forhindringerne i hallen.
Ny u-rampe nu på plads
“Vi er henrykte over den opbakning, og de skulderklap vi får med på vejen for vores projekt, og det arbejde vi laver. Efter i dag har vi en helt ny u-rampe klar til brugerne,” siger Kim Bygballe.
Omega Skat klub har i dag 200 medlemmer, men der er ifølge formanden plads til mange flere. jesl