Tirsdagens coronatal i Aarhus: Nyt postdistrikt topper incidens-listen
Åbyhøj har flest smittede i forhold til antal indbyggere
I går kunne Lokalavisen afsløre, at der har været et stort smitteudbrud på Gammelgaardsskolen i Åbyhøj, hvor 23 elever og seks ansatte er smittet med coronavirus.
Det lokale smitteudbrud kan nu aflæses i Aarhus Kommunes opgørelse over coronasmitte fordelt på postdistrikter, hvor Åbyhøj i dag ligger i toppen med den højeste incidens på 283.
I alt 36 personer er i den seneste uge konstateret smittet med covid-19 i Åbyhøj, hvor der bor 12.706 personer. Det svarer til 283 smittede per 100.000 indbyggere.
Det næstmest plagede område er Aarhus V med en incidens på 272. Tallet dækker over, at der i den seneste uge har været 70 smittede ud af 25.764 indbyggere.
Dernæst følger Tranbjerg med en incidens på 261. Det dækker over 24 smittede i den seneste uge blandt Tranbjergs 9.202 indbyggere.
Aarhus i alt
I alt 70 aarhusianere er i det seneste døgn konstateret smittet med covid-19. Det er lidt færre end i går, hvor tallet var 89, men ikke væsentligt forskelligt fra det gennemsnitligt antal daglige smittede i de seneste uger i Aarhus Kommune.
Aldersfordeling
Blandt de 70 smittede er hver tredje (23) i aldersgruppen 21-30 år, som er den aldersgruppe med flest smittetilfælde.
Danmark
På landsplan har 1.468 personer fået bekræftet coronasmitte ud af 71.322 testede. Ni personer er døde med coronavirus i kroppen, og 254 personer er indlagt med covid-19. Af dem er 38 på intensivafdeling, og 24 af de 38 ligger i respirator.