Besøgsforbud på plejecentret Fællesskabets Hus i Ry
Afdelingerne Engen og Bjerget på plejecentret er midlertidigt lukkede for besøgende - med mindre der er tale om besøg i kritiske situationer eller besøg fra den nærmeste pårørende til en beboer
I sidste uge blev to ansatte og to beboere i afdelingen Engen konstateret smittet med Covid-19. Yderligere en beboer og to ansatte er nu konstateret smittet i afdelingen Bjerget.
Derfor har Styrelsen for Patiensikkerhed indført forbud mod besøgende i begge afdelinger.Det oplyser Skanderbrog Kommune.
Det er alene udefra kommende personer, der er omfattet af forbuddet. Ansatte på plejecentret og personer, der indfinder sig på plejecentret for at levere varer eller serviceydelse, herunder sundhedsbehandling anses ikke for at være besøgende.
Beboere på plejecentret anes ikke for at være besøgende, og forbuddet regulerer ikke beboernes forhold på plejecentret, herunder eksempelvis beboernes mulighed for at tage på besøg uden for plejecentret.
Hvad er omfattet?
Det midlertidige besøgsforbud omfatter indendørs fællesarealer, herunder servicearealer, og den del af boligen, som beboeren selv råder over, samt udearealer, som ligger på plejecentrets område.
Idet besøgsforbuddet omfatter indendørs fællesarealer, betyder det, at forbuddet også gælder adgangen for gæster til eventuelle træningsfaciliteter, caféer samt dagcentre, der ligger inde på plejehjemmet, og dermed benytter sig af plejecentrets fællesarealer.
Borgere, der af kommunen er visiteret til at komme i f.eks. et dagscenter, er ikke besøgende og derfor ikke omfattet af besøgsforbuddet uagtet lokation af dagcentret. Hvis faciliteterne kan være åbne, vil de skulle kunne leve op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger i forhold til at forebygge smittespredning.
Påbuddet er udsted af Styrelsen for Patientsikkerhed, og det er også Styrelsen, der ophæver det igen.