Aarhus Havn sætter danmarksrekord
Aarhus Havn kan torsdag glæde sig over at sætte ny omsætningsrekord
Da container nummer 574.747 torsdag morgen blev løftet over kaj i Aarhus Havn, var der tale om en helt særlig container. For den gav nemlig Aarhus Havn ny danmarksrekord i containeromsætning.
Det oplyser Aarhus Havn selv i en pressemeddelelse.
Havnedirektør Thomas Haber Borch peger i pressemeddelelsen på, at en af forklaringerne på den markante fremgang i containeromsætningen i Aarhus er en stigende eksport af svinekød til det asiatiske marked – herunder Kina, hvor der i de seneste år er sket en reduktion i landets egen produktion af svinekød på grund af afrikansk svinepest. Men faktisk er det ikke bare eksporten af containere, der er steget i Aarhus, men også importen.
”Jeg vil gerne erkende, at det ikke var vores forventning, at vi I år både skulle sætte rekord i antallet af importerede og eksporterede containere – og især ikke, når vi skeler til, hvad der sker i nogle af de øvrige havne i Europa. Men vi glæder os naturligvis over, at det ser ud som om, at dele af dansk erhvervsliv har det godt trods krisen, og at de vælger Aarhus Havn som deres foretrukne ind- og udskibningshavn,” siger Thomas Haber Borch, direktør hos Aarhus Havn, i pressemeddelelsen.
I forvejen er Aarhus Havn landets absolut største containerhavn med en markedsandel på mere end 65 procent af de containere, der omsættes i Danmark. Og rekorden på 574.747 containere, som blev sat torsdag, betyder, at der løftes mere end én container over kaj hvert eneste minut året rundt.
jwh