Fortsæt til indhold

Skjoldhøj Kirke beder om hjælp til julehjælpen

Skjoldhøj Kirke har flere ansøgere til deres julehjælp, men færre midler på grund af corona-aflysninger

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

Hjælp Det er ikke bare penge, men måske et stykke legetøj, eller en slikpose, det handler om.

"Bare det at have noget, man kan pakke ind og lægge under træet. Det betyder meget," forklarer sognepræst i Skjoldhøj Kirke Trine Tilma.

Kirken plejer at få omkring 20 ansøgninger til deres årlige tilbud om julehjælp til økonomisk trængte familier, men har i år fået over 30 ansøgninger.

Derudover er kassen slunken i år, da corona-epidemien har aflyst en stribe arrangementer, hvor overskuddet ellers skulle gå til julehjælpen.

"Vi har normalt kunnet give et sted mellem 1.000 og 1.500 kroner til hver familie. Men i år ligger beløbet lige nu på cirka 500 kroner familie. Det gør ondt på os, at vi ikke kan hjælpe mere til," siger Trine Tilma.

Præsterne er med til at uddele julehjælpen, der ofte består af julegodter, lidt hjemmestrik og en kuvert med penge til at holde jul for.

"Familierne er meget taknemmelige, når vi kommer ud med julehjælpen. Det er sin sag at erkende, at man har brug for hjælp. Det gør man kun, hvis man absolut har brug for det. Vi kan virkelig mærke, at fattigdommen er meget til stede," siger præsten.

Det gør ondt på os, at vi ikke kan hjælpe mere til

Trine Tilma

Beder om hjælp

Via et opslag på facebook har kirken bedt alle, der har lidt ekstra at give af, om at hjælpe til i år.

"Vi vil være rigtig glade for en donation. Enten penge eller ting, man tror, vil kunne glæde en anden. Måske har man en pakke Lego for meget," foreslår Trine Tilma og fortæller, at flere af hendes konfirmander har doneret af deres egne lommer.

"Det er måske 20 kroner, de giver. Men det hjælper alt sammen og er sådan en sød tanke."

Kirken uddeler hjælpen helt frem til den 24. december, og donationer modtages hele året.

"Hvis vi modtager penge efter den 24., så ryger de i julehjælpskassen til næste år. Og der er hårdt brug for hver en krone, for vi tømmer kassen i år."

Donationer kan gives via kirkens hjemmeside, dens facebookside eller ved at møde op i sognegården.

Også Harlev Kirke og Elsted Kirke oplyser, at man ikke har fået så mange penge ind til julehjælp, som man plejer.