Aarhus Domkirke kræver pladsreservation til julegudstjenester
I år er det nødvendigt at bestille billet, hvis man vil til julegudstjeneste i domkirken i Aarhus. Antallet af pladser er begrænset på grund af coronaen
Mange af kirkerne i Aarhus har på grund af coronasituationen måttet gentænke julemåneden og de mange arrangementer, der holdes i december. Det har bl.a. ført til, at Aarhus Domkirke i år kræver, at man bestiller billet via billetto.dk til de populære gudstjenester juleaften og til højmessen juledag kl. 10.
På samme måde skal der i år reserveres plads, hvis man ønsker at overvære julegudstjenesterne i Fredenskirken i Aarhus, fremgår det af en pressemeddelelse fra folkekirken i Aarhus.
"Der er normalt stor interesse for at deltage i gudstjenesterne i december, og kirkerne forsøger på denne måde at imødekomme interessen samtidig med, at man sikrer de mest optimale forhold i kirkerne efter de aktuelle sundhedsmæssige retningslinjer," lyder det i pressemeddelelsen.
Fredenskirken forklarer på sin hjemmeside:
"Hvert år oplever vi et stort ønske om at komme i kirke til jul – faktisk byder vi velkommen til ca. 1.500 mennesker i Fredenskirken juleaften. For at tilgodese efterspørgslen - og for at sikre pladser til så mange som muligt, er det i år nødvendigt, at du tilmelder dig og din familie den julegudstjeneste, I ønsker at deltage i. Man kan tilmelde op til 9 personer. De tilmeldte personer kommer til at sidde tæt ved siden af hinanden, men med 2 meters afstand til næste tilmeldte gruppe. På den måde er det muligt for alle at synge med på salmerne i kirken. For at få plads til flere gudstjenester varer de enkelte tjenester den 24. december kun 30 minutter."
Aarhus Domkirke noterer på sit site, at billetreservation i år er indført "for at vi kan komme den store interesse i møde og herudfra organisere de mest optimale rammer i kirken efter de aktuelle sundhedsmæssige retningslinjer." Der kan reserveres billet til gudstjenesterne i Aarhus Domkirke fra den 8. december.
Det almindelige forsamlingsforbud på 10 personer gælder ikke indendørs i folkekirken, som i stedet er omfattet af særlige retningslinjer udarbejdet på baggrund sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Antallet af mennesker i de enkelte kirker er bestemt af et afstands- og arealkrav. Som andre steder i samfundet skal folkekirken dog overholde det overordnede forbud mod forsamlinger af mere end 500 personer.
Man skal bruge mundbind eller visir, når man ankommer til og forlader kirkerne til arrangementer og gudstjenester, men man må gerne tage beskyttelsen af, når man sidder ned.