Fortsæt til indhold

Historisk markedscrash i 2020:Aktieklubben klogere på corona-krisens drastiske kursdyk

Investeringsrådgiver Frederik Harvig på besøg i Aktieklubben på SCU

Samfund
Arkiv

Aktier "Finanskrisen var peanuts ved siden af det gigantiske markedscrash, som hele verdenen oplevede på grund af corona-krisen i foråret. Aldrig før er aktiekurserne faldet så drastisk på så kort tid," siger investeringsrådgiver Frederik Harvig, som Aktieklubben på SCU havde besøg af torsdag eftermiddag.

Aktieklubben, som HHX elever på SCU selv har taget initiativ til, er det seneste år blevet et tilløbsstykke på skolen. Hver torsdag i middagspausen mødes op mod 40 elever for at diskutere aktier og investeringsmuligheder.

To HHX-elever, Marius Kuhle og Adam Sørup, deler formandsposten i Aktieklubben, og de sidder da også klar på forreste række til foredraget med rådgiveren fra Jyske Bank.

Frederik Harvig, der selv har gået på HHX, er uddannet finansbachelor og har en Master of Science in Finance, gør status over et vanvittigt år på aktiemarkederne og giver Aktieklubben et par velfunderede investeringsfif.

"Foråret 2020 er uden sidestykke den drastiske periode på det globale aktiemarked nogensinde. Aldrig før er kurserne faldet så meget på så kort tid. Fra 20. februar til 23. marts er der simpelthen tale om et historisk markedscrash på grund af corona," fastslår Frederik Harvig.

Mange af de fremmødte elever i Storrummet er så dedikerede, at de allerede selv har investeret i aktier, så spørgelysten er stor, og svarene falder prompte, når investeringsrådgiveren kaster et spørgsmål ud på deltagerrækkerne.

"I løbet af kun én måned faldt aktiekurserne med 40 procent. Det er totalt voldsomt, og ingen kunne forudse, at det ville ske. Men det er den risiko, der følger med, når man investerer i aktier," lyder det fra rådgiveren. Man kan blive ramt af det uforudsete som eksempelvis corona. Derfor lyder et af rådene til Aktieklubben da også at sætte sig grundigt ind i de virksomheder, som man overvejer at investere i.

"Inden man køber, er det en god idé at undersøge virksomhedens historiske udsving, og så skal man forstå virksomhedens DNA og spørge sig selv, hvor man tror, at virksomheden er om 5-10 år. Og er det en rejse, man har lyst til at tage sammen med virksomheden, skal man også regne med bump på vejen," siger Frederik Harvig og tilføjer:

"Aktier handles meget med følelser og fornemmelser. Tror man for eksempel på, at der kommer en corona-vaccine, eller tror man, at vi skal leve med diverse mutationer resten af livet. Hvad man tror på, og hvilken fornemmelse man har for fremtiden, har stor betydning for, hvad man investerer i."

Aktieklubben på SCU møde igen på torsdag i middagspausen.

gs