Fortsæt til indhold

Hæderspris til Book Lab

Skanderborg-forlaget BOOK LAB er blevet tildelt Albertsen Fondens hæderspris og 75.000 kr. for deres eksperimenterende udgivelser. Nu er de på gaden med storværket MATADOR

Samfund
Arkiv

anerkendelse Champagnen blev åbnet i Svejstrup mellem Ry og Skanderborg, da nyheden om, at det lille lokale forlag BOOK LAB havde modtaget Albertsen-Fondens hæderspris.

Det fortæller Ditte Jensen, der er redaktør og den ene halvdel af forlaget.

"Vi er helt enormt glade og stolte over prisen. Vi har hele tiden været overbeviste om, at den fysiske bog har et unikt potentiale, som vi kan bruge til at skabe bøger ud over det sædvanlige. Nu er der nogen, der anerkender vores arbejde. Det er stort," understreger hun.

I sin motivering skriver fonden blandt andet om BOOK LABs arbejde:

"Prisen er en anerkendelse for indsatsen med at opbygge et forlag, der med sikker sans for kvalitet tør eksperimentere med den fysiske bogs mange virkemidler og tegner sig for nogle af de senere års mest markante bogværker, for eksempel den monumentale fotobog And Then There Was Silence (2017) med krigsfotografen Jan Grarups uafrystelige billeder. Nyskabende bogdesign udfoldes i samme store stil, dog på en helt anden klinge, i mammutbogen om Olsen-Banden (2018), mens det kulturhistoriske storværk om Kødbyen i København (2019) udnytter alt, hvad papirbogen kan i en fornemt formidlende forening af tekst og billeder."

Ny bog på gaden

Med de flotte ord følger prisen på 75.000 kr., som skal bruges til at søsætte nye udgivelser, fortæller forlagschef Søren Hørdum.

"Corona har været en mavepuster for os og hele bogbranchen. I foråret blev handlen lukket ned og senest blev årets Bogforum aflyst. Det har været en drønhård rutsjebanetur for vores butik, men nu lysner det," fortæller Søren Hørdum.

BOOK LAB er netop udkommet med det anmelderoste storværk MATADOR af filmanmelder og forfatter Christian Monggaard og forfatter Jacob Wendt Jensen. Bogen kan købes i boghandlen eller gennem forlaget på www.booklab.dk.

bo