Børnehuset Ådalen og Ådalsskolen får nyt navn
Enighed i bestyrelsen om, at det er tid til et navneskifte for et af fikspunkterne i Ådalsområdet
Februar 2017 tiltrådte Morten Borup som ny skoleleder for Børnehuset Ådalen og Ådalsskolen efter syv måneders 'prøvetid' som konstitueret leder.
Første arbejdsdag var også goddag til en ny fælles organisation, sammenlægningen af Børnehuset Ådalen og Ådalsskolen.
Nu snart fire år senere har bestyrelsen for Børnehuset Ådalen og Ådalsskolen diskuteret, om tiden ikke er inde til nyt og mere mundret navn, som også peger ud i fremtiden for det store Ådalsområde: Halling, Skader, Fårup, Søby, Skørring, Andi, Karlby, Lime, Lemmer, Mygind, Hvilsager, Termestrup, Bendstrup, Bøjen, Hejlskov og Kastrup - hvor der med landsbyklyngeprojektet 'Liv i Ådalen' arbejdes på at forene kræfterne yderligere.
Uden at kontakte en numerolog først foreslår bestyrelsen som nyt navn: Ådalens Børnehus og Skole.
Det nikker Udvalget for Familie og Institutioner ja til på sit næste møde 1. december 2020.
Ådalsområdet er kendetegnet ved mange små landsbyer, som indtil begyndelsen af 1960'erne havde hver deres skole, forsamlingshus og tilhørende idrætsforening. I 1962 blev der bygget en centralskole, som blev placeret i den naturrige Ådal (Skørring) – deraf navnet på skolen og klyngen.