Debat: Solceller på taget
DEBAT Norddjurs Kommune - med kystlinjen og krondyret i sit byvåben – ønsker målrettet at sikre vækst og udvikling i hele kommunen. Det skal blaandt andet ske ved tilflytning af nye borgere, fastholdelse af nuværende borgere samt styrkelse af strand – og naturturisme.
I Fjellerup flytter nye borgere til og ved Fjellerup Strand er der en velkommen stigning i antallet at gæster i sommerhuse og på campingpladser. Der bygges nye sommerhuse og de ældre huse renoveres. Der er stadig mulighed for udstykning af sommerhusgrunde til et øget behov for at komme ud til strand og natur.
Den betydning tilflytning af nye fastboende borgere og turismen har for området / kommunen, må ikke undervurderes. Den genererer en stor omsætning, arbejdspladser samt en langsigtet og fast indtægt til kommunen som vi i høj grad har brug for.
Der er søgt Norddjurs Kommune om tilladelse til at etablere solcelleanlæg – Birkelund Energi – og Naturpark – ved Fjellerup by (35 ha) , et landbrugsområde ved Fjellerup Strand (24 ha) samt et landbrugsområde ved Birkelund ( 47 ha)
Opstillere af solceller skal betale 30.000 kr pr MW installeret kapacitet til en grøn pulje som
kommunen har råderet over til lokale, grønne projekter. Ifald Birkelund Energi – og Naturpark etableres – i alt 106 ha – vil det betyde 3,3 mill som et engangsbeløb til den kommunale grønne pulje.
I alt er der søgt om tilladelse til etablering af solcelle anlæg på 591 ha i Norddjurs kommune og der er 284 ha på venteliste.
Den grønne pulje modsvares af en langt større værdiforringelse af de ejendomme og naturområder i Norddjurs Kommune, der bliver berørt af solcelle projekter.
Det er desværre resultatet af manglende politisk styring på fremtidig placering af kommende solcelleanlæg. Den manglende politiske styring splitter tillige mennesker – for og imod – frem for at samle mennesker om den gode placering af solcelleanlæg
Vi skal have mere grøn energi, men samtidig skal vi også passe på ikke at foretage forhastede beslutninger.
Der er utallige ledige m2 på tagene af stalde, industri og produktionsbygninger og i områder, der i forvejen har mange tekniske anlæg.
Kan vi ikke udnytte disse kvm og ikke iværksætte uigennemtænkte kæmpeanlæg i det åbne land ?