Favrskov El-service på banen
Hammel har fået et nyt el-service selskab. Og dog: Helt nyt er det nu ikke. Det handler om, at Hammel Elforsyning er blevet opdelt i tre selskaber. Ud over moderselskabet er der to nye, hvoraf det ene tager sig af netdelen, mens den tekniske del er taget ud til Favrskov El-service. Det er sådan set det nye. Det er lovgivningen, der kræver denne opsplitning, når aktiviteterne når op på et vist omfang. Det nye selskab er et kommercielt firma, der opererer helt på markedsvilkår. Det fungerer faktisk som et privat firma udadtil.
Det betyder, at både private, erhverv og institutioner kan rekvirere El-service.
De opgaver, som det nye selskab kan tilbyde, er ud over elinstallationer generelt bl.a. forsyningsanlæg, alarm og sikring, kommunikation (herunder netværk), automatisering og termografering. Et væsentligt punkt bliver naturligvis gadebelysningen, som kommunen for det meste står for, men i de nye kvarterer er der flere private vejbelysninger, og her kan man naturligvis også rekvirere El-service.
Hertil kommer så arbejdet med energirigtige løsninger og udlejning af f.eks. lift og andre specialværktøjer.
Men også salg af hårde hvidevarer står på programmet. Ikke at der kommer en decideret butik på adressen på Gl. Frijsenborgvej 5, men nok lidt senere et showroom, hvor man kan se produkterne og få faglig vejledning.
Det nye firma arbejder også med planer om at se på solcelle- og vindmøllekonstruktioner.