Prisbelønnet forfatter kommer til Hammel
Mød Sara Omar, der har skrevet romanerne 'Dødevaskeren' og 'Skyggedanseren'
Foredrag Årets vinder af De Gyldne Laurbær kommer til Hammel torsdag 3. december kl. 19. Her kan man møde den dansk-kurdiske romanforfatter bag romanerne ’Dødevaskeren’ og ’Skyggedanseren’ Sara Omar.
I en tidlig alder måtte Sara Omar med sin familie flygte fra Kurdistan blandt andet på grund af krig. De boede i en flygtningelejr i Iran og fortsatte flugten gennem Mellemøsten, herunder Syrien.
Undertrykkelse og misbrug
Mange steder mødte Sara det samme kvindesyn og et samfund og en kultur, som var domineret af mænd, og hvor kvinder og børn konsekvent undertrykkes, misbruges og bliver udsat for vold.
Det er alt sammen emner, som hun engageret skriver ind i sine bøger. Samtidig giver hun i sine bøger en spændende diskussion af islam med en mængde dobbelttydninger navne med dobbeltspil, som arrangøren Favrskov Bibliotekerne håber, hun vil uddybe mere i sit foredrag.
Sara Omar er udover at være forfatter også studerende, hun fik i 2019 tildelt Menneskerettighedsprisen af Rådet for Menneskerettigheder for sit arbejde med børn og kvinders rettigheder, og så har hun fået oversat sine romaner til flere sprog, heriblandt engelsk og fransk.
Spørgsmål til forfatteren
I foredraget, der vil være en samtale med litteraturformidler Barbara Rugholm fra Litteratursiden, fortæller hun om romanen 'Skyggedanseren' og baggrunden for den, og der vil være mulighed for spørgsmål og bogsignering.
Foredraget er blevet muligt i et samarbejde med LOF Midtjylland, og det er støttet af Kunstfonden.
På grund af særlige sikkerhedsforanstaltninger vil det ikke være muligt at købe billet ved indgangen, og billetsalget på Favrskov Bibliotekernes hjemmeside lukker allerede onsdag 2. december ved midnat.
gs