Hjemsendte skoleelever skal modtage fjernundervisning
Rådmand Thomas Medom (SF) opfordrer kraftigt til, at Aarhus' hjemsendte folkeskoleelever sørger for at begrænse antallet af sociale kontakter
Opdatering: Artiklen blev udgivet inden mandagens corona-pressemøde, hvor statsminister Mette Frederiksen oplyste, at aarhusianske skoleelever fra 5. klassetrin og op efter hjemsendes med fjernundervisning. Læs mere i linket herunder:
Der er mandag morgen ekstra travlt hos Børn og Unge i Aarhus Kommune, efter statsminister Mette Frederiksen (S) i weekenden bebudede flere corona-restriktioner til landets mest ramte kommuner - heriblandt Aarhus, der mandag kan se frem til at blive "delvist nedlukket", som statsministeren selv formulerede det i en tale på Facebook.
Hvad 'delvist nedlukket' dækker over, bliver vi klogere på klokken 12, når Mette Frederiksen holder pressemøde om de nye restriktioner. Men siden mandag morgen har adskillige medier erfaret, at det blandt andet omhandler folkeskolerne i de berørte kommuner. Flere medier skriver således, at elever fra 5. klassetrin og op bliver sendt hjem. Om eleverne skal på en tidlig juleferie eller skal sidde parate til hjemmeundervisning foran computeren, er fortsat uvist. Der bliver spekuleret i begge scenarier. Spørger man Thomas Medom (SF), rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune, er hans klare holdning, at eleverne skal hjemsendes med fjernundervisning.
"De hjemsendte skoleelever skal modtage fjernundervisning. Jeg har slet ikke fantasi til forestille mig, at eleverne bliver sendt hjem på tidlig juleferie. Det er de sundhedsfaglige vurderinger, at man ikke skal se ret mange mennesker, og det rimer ikke ret godt på ferie," fortæller han til Lokalavisen Aarhus.
Eleverne skal se få personer
Derfor har Børn og Unge i Aarhus Kommune de seneste dage også forberedt sig på at planlægge den kommende tid med fjernundervisning.
"Vi har i et par dage vidst, at det ville ske, så vi er allerede i fuld gang med at forberede det. Vi har jo prøvet det før, så vi har en drejebog for, hvordan det skal foregå. Men der er ingen tvivl om, at det er en stor omstilling for både familier og medarbejdere. Mange medarbejdere arbejder på tværs af klasser, og det er svært, når det skal foregå med fjernundervisning," fortæller Thomas Medom og tilføjer, at den nye situation også kræver en stor kommunikationsindsats fra Børn og Unge.
"Hvis de her restriktioner skal virke hensigtsmæssigt, så er det vigtigt, at eleverne går ind i små bobler og ikke er sammen med for mange mennesker. Det er jo forholdsvis i elevernes fritid, at de er blevet smittet. Der er sket meget lidt smitte inde på selve skolerne, så det er vigtigt, at de hjemsendte elever bliver endnu bedre til at passe på, når de er hjemme, end de indtil videre har været i weekender," fortæller Thomas Medom.
Det er mandag klokken 12, at statsminister Mette Frederiksen holder pressemøde om de nye restriktioner.