70 børnefamilier i Syddjurs har søgt om Julehjælp
På landsplan har 15.069 børnefamilier søgt om økonomisk hjælp til at klare julen hos landets største uddeler, Dansk Folkehjælp
I år har 70 børnefamilier søgt om Julehjælp hos Dansk Folkehjælp i Syddjurs Kommune. Til sammenligning søgte 61 børnefamilier i 2019.
Som Danmarks største formidler af Julehjælp har Dansk Folkehjælp siden 2006 hjulpet mere end 81.400 fattige og udsatte børnefamilier i Danmark til en bedre jul. Den nye ansøger rekord betyder, at Dansk Folkehjælp skal indsamle mere end 22 millioner kr. for at kunne hjælpe alle.
Ikke mindst Corona-situationen har betydet et økonomisk pres på mange familier grundet arbejdsløshed og forringede økonomiske vilkår, fortæller man hos Dansk Folkehjælp.
30.000 fra LO Djursland
LO Djursland har sendt en check på 30.000 kroner til Dansk Folkehjælp.
Tidligere år har traditionen været, at julehjælpen blev uddelt ved et hyggeligt arrangement i 3F’s lokaler i Grenaa, hvor Dansk Folkehjælp stod for den praktiske uddeling af julepakkerne, og 3F gjorde det muligt for børnene at lave julegaver og juledekorationer til forældrene, og LO Djursland serverede æbleskiver, sodavand og kaffe.
”Corona har desværre gjort det umuligt at lave et lignende arrangement igen i år, hvilket vi er meget triste over, men håber at tilskuddet fra LO Djursland har gjort det muligt for Dansk Folkehjælp at hjælpe endnu flere familier som har svært ved at få tingene til at hænge sammen og at de på den måde får mulighed for en, trods alt, glædelig jul," lyder det fra LO formand Torben Jakobsen.