Tove mistede aldrig livsglæden

Tove Marie Biisgård (født Klausen) blev født på en gård i Nimtofte på Djursland i 1931. To år senere brændte gården, og familien flyttede til Skive, hvor hun sammen med sine forældre og fire søskende voksede op på et nøjsomt og indremissionsk hjem. Men selvom pengene var få, og Indre Mission satte grænser for udfoldelserne, beskriver hun selv sin barndom som god, præget af kærlige forældre, gode søskende og masser af legekammerater i den tætbebeboede 'Sygehusgården'.

Hun gik ud af skolen efter 7. klasse og tog derefter en uddannelse som barneplejerske, hvilket hun arbejdede som i nogle år.

I Skive mødte hun Åge Biisgård, de blev gift i 1953, flyttede sammen i en lejlighed i Århus og byggede i 1956 hus i Skåde, hvor de op gennem 60'erne kom til at opleve den velstandsstigning, som ramte Danmark. Åge arbejdede som arkitekt i firmaet Friis & Molkte, mens Tove passede hjemmet og ægteparrets tre børn Marianne, Peter og Morten.

Det var et meget åbent og rummeligt hjem. Folk elskede at komme der, naboer, kolleger, voksne og børn fra vejen, børnenes venner og deres venner - alle følte sig velkomne - og det var i høj grad Toves fortjeneste. Hun var oprigtigt interesseret i andre og besad en smittende livsglæde.

Hun var i det hele interesseret i verden omkring sig. Da hendes børn begyndte at flytte hjemmefra, tog hun 8., 9. og 10. klasse på VUC og var i adskillige år fast deltager på aftensskolens litteraturhold. Hun elskede at læse og fulgte i det hele taget ivrigt med i samfunds- og kulturlivet. En interesse hun delte med sin mand. Da begge var blevet pensionister, tog de ofte på kortvarige højskoleophold sammen for at høre foredrag, synge sange, rejse ud i verden og lære nye mennesker at kende.

Inden hun gik på pension, havde hun en længere årrække et deltidsjob i køkkenet på Amtsgården i Højbjerg. Et arbejde, hun holdt meget af, ikke mindst på grund af dagligdagen med gode kolleger.

Med årene blev familien udvidet med både børnebørn og oldebørn. De har alle været meget begejstrede for at besøge Tove og Åge - og senere kun Tove - og det var ikke kun på grund af det ristede brød med marmelade og Nutella og andet godt, som Tove altid diskede op med, men først og fremmest fordi at hun åbenlyst elskede dem alle sammen og var oprigtigt interesseret i være sammen med dem og høre om deres liv, spille spil med dem eller bare snakke, mens de sad og tegnede. Og ofte havde børnene også en eller flere af deres venner med.

I 2009 døde hendes mand Åge. De havde gennem 56 år haft et godt og tæt ægteskab, og det var selvsagt et hårdt slag for hende pludselig at være alene. Men på trods heraf formåede hun at få 11 gode år på egen hånd i rækkehuset i seniorandelsfælleskabet Tanderparken, som hun og Åge var flyttet til i 2007. Her nød hun det gode, tætte naboskab og opdyrkede nye venskaber. I de første år sammen med sin søster Ester, som boede i nabohuset og ofte kom forbi til en kop kaffe og et afsnit af Matador.

De sidste år af sit liv fik hun sværere og sværere ved at gå og hendes syn og hørelse blev alvorligt svækket. Hun måtte derfor opgive sine daglige gåture, og til sidst var det også slut med at læse de romaner, som ellers var en uundværlig del af hverdagen. På trods heraf mistede hun ikke livsglæden. Hun kom i gang med at høre lydbøger, og med lydstyrken skruet godt op fulgte hun fortsat med samfunds- og kulturlivet i fjernsynet og på radioens P1.

For et par måneder siden blev hun alvorligt syg og flyttede i november ind på plejehjemmet Sct. Olaf i Holme. Kort inden hun døde, udtrykte hun overfor flere af sine nærmeste en dyb taknemmelig over at have levet et langt, spændende og privilegeret liv omgivet af mennesker, hun holdt af.

Æret været Toves minde.

På familiens vegne:

Marianne, Peter og Morten Biisgård