Elregning: Borgerne i Norddjurs og Syddjurs kan tilsammen spare 5,5 mio. kroner pr. år
Det batter af noget på bundlinjen, hvis hver hustand på Djursland flytter forbruget væk fra timerne mellem kl. 17-20 i vinterhalvåret, hvor belastningen af elnettet er størst
ENERGI 47.460 forbrugere i Syddjurs og Norddjurs Kommuner, som er forsynet af KONSTANT Net (NRGi netselskab), kan i gennemsnit spare 116 kr. på elregningen om året, hvis de omlægger deres elforbrug, så de i videst muligt omfang flytter forbruget væk fra timerne mellem kl. 17-20 i vinterhalvåret, hvor belastningen af elnettet er størst.
Det betyder, at alle NRGi’s andelshavere i de to kommuner på Djursland tilsammen kan spare omkring 5.505.360 kr. på elregningen, hvis de lykkes med at flytte forbruget.
Sådan lyder regnestykket, som NRGi har stillet op med hjælp fra DTU (Danmarks Tekniske Universitet).
Gør op med vaner
En gennemsnitsfamilie vil typisk have brug for at tilberede aftensmad i tidsrummet kl. 17-20, derudover skal der selvfølgelig også være varme og lys til rådighed.
Men ved at ændre vaner, er det ifølge DTU muligt at flytte ca. 30 procent af en husstands daglige elforbrug til andre tider på døgnet ved fx at rykke tøjvask, tørretumbling og opvask til efter kl. 20, eller ved at lade elbilen og elektroniske apparater op om natten.
"De fleste af vores kunder bliver overraskede over, hvor lidt der skal til for at spare på elregningen ved at rykke en del af forbruget væk fra tidsrummet kl. 17-20 i vinterhalvåret. Mange moderne apparater som vaskemaskiner, tørretumblere og opvaskemaskiner kan indstilles til fx at køre om natten, og hvis man har en elbil, er det oplagt at bruge natten til at lade den op," siger Tommy Jakobsen, der er koncernkommunikationschef i NRGi.
"Den billigste strøm er dog den, man ikke bruger, og det er ved at reducere dit eget forbrug, at der er størst potentiale for at spare på elregningen," understreger han.
Regning delt i tre
En families elregning er opdelt i tre overskrifter. De to af den er det muligt at påvirke nemlig betaling til elselskab og betaling til elnet, mens staten tager 75 procent af kagen uden dikkedarer.
Hvis man rykker sit forbrug væk fra spidsbelastningstidspunkterne, er det på betalingen til elnet, som står for transporten af strømmen, at man sparer penge. Herudover er der mulighed for at spare penge på betalingen til elselskabet ved tilvælge et såkaldt variabel-produkt, hvor strømmen er timeafregnet og følger markedsprisen på den nordiske elbørs. Markedsprisen er påvirket af forskellige faktorer, hvor prisen fx falder, når det blæser meget, og således er strømmen billigere i de timer.
Elselskab og elnet
Elselskaberne er dem, der køber strøm fra producenterne og sælger den videre til forbrugerne. Man kan frit vælge, hvilket elselskab der skal levere strøm til husstanden)
Elnet er dem, der ejer elkablerne i området, hvor man bor. Man kan ikke selv vælge netselskab. Ens bopæl afgør, hvilket netselskab man hører til.
Oversigt over potentielle besparelser i hhv. Syddjurs Kommune og Norddjurs Kommune samt omegnskommuner:
Kommune: Antal forbrugere, som er forsynet af KONSTANT Net: Potentiel besparelse i DKK:
- Norddjurs - 17.769 - 2.061.204
- Syddjurs - 29.691 - 3.444.156
- Aarhus - 121.330 - 14.074.280
- Hedensted - 25.372 - 2943.152
- Kilde: NRGi