Fortsæt til indhold

Nu får bilister bedre forhold foran banegården i Aarhus

Aarhus Kommune ændrer parkeringsforholdene foran Aarhus Hovedbanegård

Samfund
Arkiv

Aarhus Kommune er nu klar med hjælp til de taxa-chauffører og bilister, der igennem længer tid har været frustreret over parkeringsforholdene ved Aarhus Hovedbanegård.

Forholdene på Banegårdspladsen har gjort det svært for bilister at komme ind og holde på en af de to pladser, der er indrettet til at betjene passagerer til og fra banegården.

Det skyldes blandt andet, at det har været muligt at parkere med parkeringslicenser, som ophæver den tidsbegrænsede parkering og uhensigtsmæssigt optage en p-plads i flere timer. Da taxibranchen samtidig har givet udtryk for ønsket om mere plads, ændrer Teknik og Miljø nu på flere forhold på stedet, oplyses det i en pressemeddelelse fra Aarhus Kommune.

"På den store plads, hvor pølsevognen fra Børnenes Kontor ligger, vil den nuværende afsætningsbane langs med taxiernes bane blive forbeholdt taxierne. Den eksisterende skråparkering forbliver, som den er i dag, men fremover skal bilister anvende deres p-skive og respektere parkeringstiden på 15 minutter. Det er med andre ord ikke længere muligt at forlænge parkeringstiden for dem med en parkeringslicens. Færdselstavlerne ændres, og i den forbindelse opsættes der kampagneskilte, som gør opmærksom på dette. Derudover er der sendt informationsbrev ud til alle med de nævnte licenser," forklares det i pressemeddelelsen.

Aarhus Kommune oplyser desuden, at på den lille plads ved det tidligere posthus laves alle pladserne til afsætnings- og afhentningspladser, hvilket betyder, at det er ulovligt at parkere her

For de bilister, der har brug for længere parkeringstid på grund af et ærinde, henviser Aarhus Kommune til parkering i Bruuns Galleri, Johannes Bjergs Gade eller Orla Lehmanns Allé.

Ændringerne på pladserne sker i løbet af december.

jwh