Fortsæt til indhold

Superspørgeren Ole: 28 akutpladser på Rehab i Tirstrup fremover?

Flittige og spørgelystne Ole Kragelund, Rønde, slutter 2020 af med en kaskade af spørgsmål til Byrådet om Rehabiliteringscentret i Tirstrup

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

REHABILITERING "Vil byrådet nu overveje at definere alle døgnopholdspladser på Rehabiliteringscentret (i Tirstrup, red.) som akutpladser - og derved nedsætte den enkelte brugers betaling til NUL kroner," lyder et af spørgsmålene fra superspørgeren Ole Kragelund, Rønde, til onsdagens byrådsmøde, årets sidste.

Byrådsmødet afvikles digitalt, så det er ikke muligt for Kragelund og andre at dukke op fysisk i byrådssalen i Ebeltoft og fyre spørgsmål af i spørgetiden, der traditionelt indleder byrådsmødet, når en verdensomspændende pandemi ellers ikke forhindrer det.

Ole Kragelund nøjes ikke med et enkelt spørgsmål. Den får på alle tangenter:

"Vil byrådet som en start anmode forvaltningen om at fremlægge en skriftlig redegørelse for nuværende betalingsregler og -praksis? Redegørelsen bør bl.a. omfatte svar på spørgsmål som disse?

  • Hvor mange døgnopholdspladser tilbyder kommunen nu i Tirstrup? Og hvor mange af disse er rubriceret som akutpladser?
  • Når den ny værelsesfløj står klar til brug, bliver disse værelser så defineret som akut-pladser?
  • I hvilken grad har den gennemsnitlige beboer på centret behov for at indøve en bedre madkultur - fx efter udskrivning fra et længere hospitalsophold? (der tænkes primært på enligt boende ældre borgere, incl borgere med demens-udfordringer)?
  • Hvad skønnes det økonomiske tab for kommunekassen at blive pr. måned, hvis byrådet beslutter helt at opgive opkrævninger for Syddjurs-borgere, der bor midlertidigt på en døgnopholdsplads i Tirstrup?"

24 døgn + 4 akut

Rehabiliteringscentret i Tirstrup er et trænings- og sundhedscenter, som indeholder en korttidsafdeling, døgngenoptræning, dagrehabiliteringstilbud til borgere med erhvervet senhjerneskade, ambulant genoptræning og rehabiliteringstilbud til borgere med kroniske lidelser.

Da formand for Udvalget for Sundhed, Ældre og Social (SÆ-udvalget) Jan Fischer (S) i juni 2020 tog første spadestik til opførelsen af fire midlertidige døgnpladser på Rehabiliteringscentret, blev det oplyst, at når byggeriet stod klar til brug, vil Rehabiliteringsafdelingen have 24 døgnpladser fra 2021. Derudover rummer Rehabiliteringsafdelingen fire akutpladser.

Akutpladserne er for borgere med akut opstået sygdom, hvor en indlæggelse på hospital kan forebygges. Derudover er det for borgere med forværring i helbredstilstanden, hvor en genindlæggelse kan undgås.

De nye døgnpladser vil aflaste hjemmeplejen, der ellers ville skulle levere pleje og omsorg til de berørte borgere i eget hjem.

Det nye byggeri har en samlet størrelse på 228 m2 og udføres som en sammenbygning med eksisterende bygningsmasse mod nord og i samhørighed med Rehabiliteringsafdelingens eksisterende stuer og faciliteter.

En anlægsinvestering til 4,5 mio. kroner, der tjener sig hjem via en årlig besparelse i hjemmeplejen på 1,2 mio. kroner. De nye døgnpladser vil nemlig aflaste hjemmeplejen, der ellers ville skulle levere pleje og omsorg til de berørte borgere i eget hjem.

Det forventes, at det nye byggeri står klar til brug i løbet af foråret 2021.